hjemmet
klosterheden	min barndomshjem
barndomsår
familien	mig og mine søskende fra venstre Anna,Krista, mig og Ingefred

skolen
skoleferierne	far
sygehuset
vinter	mor

hjemmet

Mit navn er Margrethe og jeg blev født i Gudum sogn i 1946, som datter af arbejdsmand Marius Thøstesen og hustru Mariane født Christensen, som blev gift i Gudum kirke i 1943. Jeg var nummer to pige ud af fire piger, og har en storesøster som er halvanden år ældre end mig (hun hedder Krista).

Min far arbejdede i Klosterheden skovdistrik, som var delt op i tre afdelinger. Den ene hedder Gudumhus. Der arbejdede min far. En anden hedder Fruehøj, og den sidste er Risbæk. Klosterheden er en statsskov, som er blevet plantet for mange år siden. Det er Danmarks største nåleskov. Dengang far arbejdede derude, var der en skovrider samt tre skovfogeder, og en del skovløbere, som var aspiranter til at blive skovfogeder.

Min mor var hjemmegående det meste af min barndom, så gik hun ud og hjalp ved forskellige ting, samt plukkede bær, hvor der var overflod hos bekendte. Hun syltede til eget brug. Der blev lavet både saft, marmelade og syltetøj. Hele mit barndom boede vi i Gudum, i et lille hus ca. to km fra Klosterheden. Mine forældre fik huset bygget i 1947, og navnet var Lillebo. Jeg ved ikke, hvor mange kvadratmeter huset havde, men der var to små stuer, køkken, soveværelse samt en for og baggang. I baggangen var der et lille rum med tørkloset, men der var en forholdsvis stor grund til huset. Vand hentede min far ved naboen. Til naboen var der ca. 500 m., og far gik med to spande, som hang i et åg, der lå på hans skuldre. I stuen var der kakkelovn, og den var bare i den ene stue. Når der skulle varme i den anden stue, blev døren åbnet samt et spjæld, som sad i væggen. I køkkenet var der et komfur, hvor der blev fyret med brænde.

Da far arbejdede i Klosterheden, kunne han købe brændsel til billig penge. Jeg kan huske, der var noget, der hed kaffepind, som var billig. Det brugte mor til komfuret. Jeg mener, at kaffepindene var endestykker og andre pinde, som blev sorteret fra, fordi de ikke kunne sælges til fuld pris. Gennem årene blev der bygget til huset, så til sidst var det ikke så lille endda.

klosterheden

Ude i Klosterheden er der en del barakker. Jeg mener de blev bygget i trediverne til arbejdslejr for arbejdsløse københavner. Under krigen brugte tyskerne dem. Efter krigen er nogle af barakkerne blevet brugt til efteruddannelse for A.M.U. Det var arbejdsformidlingen i Holstebro der havde lejet sig ind, men da det var træbarakker, hvor der var en vis brandfare, blev de lukket. Jeg ved ikke om bygningerne er der mere. Nato byggede også en masse ude i skoven lige efter krigen. Der var for eksempel sygehus og en masse lagre med våben. Der var så nogle folk, som var ansat ved Nato, der boede derude, og havde opsyn med det hele. Under krigen fik tyskerne bygget en del af de cement skydehuse, som også ligger mange andre steder langs vestkysten, og en flyveplads er der også fra dengang. Det var bare ikke en rigtig flyveplads. Den blev lavet for at narre englænderne, derfor blev den kaldt den blinde flyveplads. Den rigtige flyveplads lå i Rom, som i dag bliver brugt til svæveflyvning. I dag er der flere af de tyske bunkers i Klosteheden, som er skiltet med museum tegnet, så man kan finde dem. Der er nu mange steder langs vestkysten, hvor de bunkers som blev lavet under krigen, er skiltet med museumstegnet, så turisterne kan finde dem.

barndomsår

Det første jeg kan huske fra min barndom, var da min far kom hjem fra sygehuset med en madplan, om hvad han måtte spise, efter han havde haft mavesår. Da har jeg været omkring fire år. Hvis man blev syg som almindelig arbejder, kunne man få fyrre øre om dagen, hvis man lå hjemme, og tyve ører, hvis man blev indlagt på sygehuset, og en liter mælk kostede femogtyve ører dengang. Så man var nødt til at købe på kredit og håbe på at få gælden betalt, når man blev rask. Det næste jeg husker, var da mor fødte min søster, der kommer efter mig. Vi blev sendt til mine bedsteforældre, som boede cirka en kilometer fra mine forældre (det var min mors forældre), mens fødselen stod på, som var en hjemmefødsel. Det var det næsten altid dengang. Da det var overstået, kom far og hentede os. Nu skulle vi hjem og se vores lillesøster. Jeg har været fem år dengang.

familien

Da hun blev døbt var min bedstefar fra Sønderjylland på besøg (som er min farfar) for at være med til barnedåben. Det er den eneste gang, jeg kan huske, han besøgte os. Dengang havde folk ikke biler som i dag. Det hele foregik med offentlig transportmiddel, og jeg mener også, han helst ville være hjemme. Bedstefar ville gerne tidligt op, det var ved fem seks tiden om morgenen, som han også gjorde, da han var på besøg hjemme hos os, (min søster kom til at hedde Anna). Min farfar var enkemand. Han var tækkemand, det vil sige, han tækkede huse med strå. Jeg mener han var gammel, inden han holdt med det arbejde. Min far havde to brødre, som begge var gift. Den ene hedder Søren og var gift med Hanna. De boede i Apterp lige uden for Bredebro. Det var fødehjemmet, de havde bedstefar boede hos dem, de havde en søn. Den anden bror hedder Hans og var gift med Grethe. De boede i Ballum og havde ingen børn. De havde en søster som var adopteret. Hun hedder Emma, var også gift med en smed, som hedder Mads. De boede i St.Anst, og havde tre børn, en dreng og to piger.

Min morfar var tømrer. Der var fem tønder land til det sted de boede, min mors bror (som hedder Kristian) gjorde det meste markarbejde. Han havde selv en ejendom et par kilometer fra mine bedsteforældre. Mors søster (som hedder Karen) var ikke gift, så hun gik hjemme hos mine bedsteforældre, hjalp ved det forefaldende arbejde både inde og ude i marken. Dengang var der almindeligt når man blev ældre, at hvis et af børnene ikke var gift, blev de hjemme og hjalp forældrene. Hun havde en søn (som hedder Niels), der var adopteret af mine bedsteforældre da min moster aldrig blev gift, han blev uddannet til tømrer hos min bedstefar og hjalp ham i hans virksomhed. Til landbruget var der to køer. Om sommeren blev de sat på græs i et tov med et jern ligende søm, der blev banket i jorden. Så skulle de flyttes flere gange om dagen, de var så inde hver nat. Lidt høns var der også. Ind imellem havde de også en gris. Køerne blev trukket til naboens tyr, så de fik kalv.

I mange år havde mine bedsteforældre også en hund (som hed Kvik). Hunden, de havde, mener jeg der blev omkring 15 år, inden den døde. Den hund var jeg meget glad for, og den værnede også meget om mig. Jeg kan huske, hvis posten kom og ville tage ved mig i sjov, kunne hunden godt snappe efter ham. Det ville den ikke have. Bedstefar cyklede ud til sine kunder hver dag, så havde han en værktøjskasse bag på cyklen, og en kasse på ryggen til glas. Dengang kunne de godt have glasset i en kasse, fordi ruderne var meget små, og der var ikke termoruder dengang.

Det var lige efter krigen, jeg blev født, da man skulle have mærker til almindelige fødevarer, fordi de blev rationeret under krigen. Nogle varer skulle man blive ved med at have mærke til helt op til først i halvtredserne. Jeg kan huske, at jeg var med min moster i forsamlingshuset og få nogle af mærkerne som blev uddelt der. Man kunne få et vist antal, efter hvor stor husstanden var.

Da jeg var otte, år fik jeg en lillesøster mere. Det var om natten, hun blev født, så da var vi hjemme fordi vi sov. Mor fødte også hjemme dengang. Da det blev morgen, kom far og kaldte på os, nu skulle vi op og se vores lillesøster. Den dag hun blev døbt, var det min fars søster og mand, der var faddere. Ellers kan jeg ikke huske, om der var andre af fars familie med til barnedåben (hun kom til at hedde Ingefred). Om eftermiddagen, kan jeg huske, det regnede så meget, at da min bedstemor skulle hjem til køerne, kørte min onkel hende hjem.

Min søster Anna var evnesvag, samtidig med at hun havde en hjertefejl. Hun var meget syg som spæd, lå meget på sygehuset, men hvornår far og mor fik at vide, hvad hun fejlede, ved jeg ikke. Hun var syv år inden hun kunne gå og fik aldrig lært at tale. Det var meget besværlig for mine forældre. Når de skulle i byen, kunne de næsten aldrig følges ad. Det var jo ikke alle og enhver, der kunne passe Anna. De eneste jeg kan huske, der passede hende, var mine bedsteforældre eller min moster, hvis de skulle i byen, og det var mest, hvis det var dag.

Om aftenen var det bare den ene af mine forældre, der gik, mens den anden blev hjemme. Da hun var ca. syv år gammel, kom hun til Ribe på institution for evnesvage. Der var hun nogle år, indtil der blev en institution i Viborg, så kom hun dertil. Evnesvage drenge og piger var sammen til de blev atten år. Så blev de delt. Da min søster blev atten, kom hun til Silkeborg. Der var hun til hun døde, knap enogtyve år gammel. Mine forældre viste godt, at Anna ikke blev ret gammel. De havde fået at vide, at hun nok ikke blev mere end tredive år.

Den hjertefejl var noget med et hul som skulle være lukket under fødslen. Det skete bare ikke, så blodet løb forkert rundt i kroppen. Hjertet kom til at arbejde for hårdt, så det blev slidt op. Den dag min søster døde, var hun heller ikke syg mere end nogle timer. De troede først, det var lungebetændelse, men det var hjertet, der ikke kunne mere.

Min søster Ingefred var på sygehus, da hun var ca. halvanden år. Jeg mener det var polypper, der skulle fjernes. Da mor leverede hende på sygehuset, græd hun da mor gik. Dengang måtte forældre jo ikke blive på sygehuset hos deres børn. Efter en uges tid måtte hun komme hjem. Da mor var ovre og hente hende, græd hun igen, fordi hun ikke kunne kende hende, men da de nåede Gudum, blev Ingefred glad, fordi der kunne hun kende huset, hvor vi boede.

skolen

Dengang jeg skulle i skole i Gudum, var der fem skoler i sognet. Der var Østre, Vestre, Nordre, Hestbæk samt Friskolen. Jeg gik i Østre skole. Dengang var Gudum større end i dag, for Hestbæk der ligger på den anden side af Klosterheden, som er 10 km. bred hørte under Gudum. Friskolen dengang var startet af Grundtvigianere. De mente vist, der var for meget religion i folkeskolen.

Den første dag jeg skulle i skole, ville jeg ikke have min mor med. Det skulle jeg nok selv klare. Min søster Krista skulle jo også af sted. Vi var tre, der begyndte den dag i Østre, en dreng som hedder Jørgen. Han havde heller ikke sin mor med, og en pige mere foruden mig. Hun hedder Bente. Hun havde sin mor med. Dengang var der to klasser, en lille klasse hvor der var tre årgange sammen, og den store klasse hvor der var fire klasser sammen. Det var jo meget almindeligt at komme ud af syvende klasse. Man gik så kun hver anden dag. De store gik altid om lørdagen. Sådan kunne en lærer undervise alle syv årgange. Der var nogle enkelte, som kom til Struer og tog det, der hed mellemskole eksamen. Det er det samme som 10 klasse i dag.

Læreren, vi havde i Østre skole, hed Moeslund. Min mor har også haft ham til lærer. Han boede i forlængelse af skolen. Jeg kan ikke huske, hvor mange elever, der var i den lille klasse og den store klasse. Undervisningen dengang var meget anderledes end i dag. Vi havde meget mere religion med salmevers og katekismus, som skulle læres udenad. Så var det lige meget, om vi forstod indholdet. Der var danmarkshistorie som gik meget ud på at kunne kongerækken og alle de krige, der havde været. I geografi var det meget med byer i alle lande samt floder, bjerge med mere. Gymnastik havde vi engang imellem om sommeren ude i skolegården. Der var ingen gymnastiksal, men der var nogle ribber ude i skolegården, og der var bare græs i hele gården.

Når pigerne nåede en vis alder, fik de håndarbejde, men der var ikke sløjd for drengene. Dansk og regning havde vi også, ud over de fag jeg har nævnt. Det var de fag vi havde. Dagen begyndte altid med morgensang, og vi gik aldrig hjem uden at have sunget en sang. Til morgensangen mener jeg, var det forskelligt, hvad vi sang, om vi stod op eller sad ned, kan jeg ikke huske, men den vi sang, inden vi gik hjem, var verset "Her står vi i flok og rad". Da stod vi i to rækker mellem bordene. Lektier havde vi også lige som i dag. Det var bare meget salmevers, katekismus samt en del andet, der skulle læres udenad. Der var selvfølgelig en del skriftlig samt læsning, men bogstaverne skulle vi helst kunne, inden vi kom i skole. Diktat og genfortælling skrev vi en del af i skolen, men stil kan jeg ikke huske, vi skrev ret tit.

Dengang skulle man helst skrive med højre hånd, så dem, der brugte venstre, blev lært at skrive med højre. Jeg bruger venstre hånd til alt på nær at skrive.

Der var et par tilfælde, jeg kan huske at Moeslund blev sur. Den ene gang, var da Krista kom til at hikke i en time. Hun blev sat uden for døren, til det holdt op. Den anden gang, var der en dreng, som var sat uden for døren. Jeg kan ikke huske årsagen, men han gav sig til at fløjte, ude i gangen. Det blev Moeslund for meget, han gik hen og fandt spanskrøret. Gik ud til drengen og gav ham tre slag af den. Da var der fuldstændig ro i klassen, man kunne have hørt en knappenål falde til jorden. Skoleudflugter var vi også til. Jeg kan ikke huske, hvor vi var henne, men jeg mener, vi var med tog. Hvordan vi så kom til Struer, kan jeg ikke huske, men vi havde ca.10 til 15 kr. med til at bruge.

skoleferierne

Dengang var skoleferierne mere lagt efter, når der var noget at lave ved landbruget. Sommerferien var lidt senere end nu. Jeg mener, vi først begyndte hen midt i august. Så kunne børnene fra gårdene hjælpe i høst. Efterårsferien blev altid kaldt kartoffelferie. Da kunne børnene hjælpe med at samle kartofler op. Juleferien blev ved til efter hellig tre konger. Dengang mente man ikke julen var slut før efter hellig tre konger. Juletræet kom heller ikke ud af stuen før efter den tid. Så vidt jeg kan huske, lavede alle kun det meste nødvendige til efter hellig tre konge. Vinterferie havde vi ikke, men vi havde fri i påske og pinse og alle de andre helligdage som i dag.

sygehuset

Vi havde ca. halvanden kilometer til skole, som vi cyklede hver dag. Der var en times middagspause. Da kunne vi nå hjem og spise, så jeg kan ikke huske, vi nogensinde havde madpakke med. Om vinteren måtte vi ikke cykle, hvis der var sne eller glat. Det var far, som var mest imod det, men en vinterdag, hvor det var glat, og der lå lidt sne på jorden, fik vi alligevel lov til at cykle. Det var mor, der gav os lov. Jeg skulle prøve at cykle igennem et lag sne. Det endte med, at jeg væltede ud foran Krista, så hun kørte over mit ben, og det brækkede. Det skete den 10 december i 1954. Da jeg væltede, var vi ca. halvvejs til skolen. Krista blev ved med at jeg skulle rejse mig op, men jeg kunne ikke stødte på benet. Så kom mælkemanden. Han var på vej til mejeriet med mælk fra landmændene. Dengang foregik det med heste og vogn, hvorpå der stod junger. Han lagde mig op på vognen, og så kørte han mig hjem, selv om det var modsat vej af mejeriet.

Krista tog med hjem, men da vi kom hjem, sagde mor, at hun godt kunne tage i skole, for hun skulle have læge til mig og kunne se, at der var en bule på benet, så vi blev forberedt på at det var brækket, og at jeg skulle på sygehuset. Det blev jo også sådan. Da Krista kom i skole, var hun meget ked af det. Hun havde måske skyldfølelse, men det var nu min egen skyld. Den dag jeg brækkede benet, og lægen havde været der, mens jeg lå på sofaen og ventede på ambulancen, sagde mor til mig, at hun ville købe en dukke, hvis hun havde så mange penge. Det var første gang, jeg tænkte på, at mine forældre ikke havde ret mange penge.

Mine tanker på sygehuset var, bare de ikke skulle betale for at jeg lå der. Det havde jeg dårlig samvittighed over. Min mor syntes nok, det var synd for mig, at jeg skulle på sygehuset. Det var derfor, hun snakkede om en dukke, men jeg fik den ikke. Der har nok ikke været penge, hun kunne undvære. Den jul måtte jeg holde på sygehuset. Det var nok værre for min familie end for mig. Jeg syntes ikke, det var så slemt selve juleaften, da familien tog hjem for at forsætte med jul efter at have besøgt mig. Der blev hygget en del for patienter på sygehuset dengang. Det var første gang jeg fik risalamande med mandel i, men mandelgaven fik jeg ikke, og Luciaoptog var der også før jul, som jeg heller aldrig havde set før. Men den dag jeg fik at vide, nu måtte jeg komme hjem, var jeg meget glad, det var den 15. Januar.

Før jeg kom på sygehuset, blev jeg altid kaldt Søster. Der var jeg træt af, for jeg havde to fornavne, og ingen af dem blev brugt. På sygehuset blev jeg kaldt Margrethe, efter eget ønske. Da jeg kom hjem fra sygehuset, fik jeg gennemført, at de skulle forsætte med at kalde mig mit rigtige navn, for ellers kostede det fem øre. Det var dengang man kunne købe en is for femten øre.

vinter

Der var vintre med meget sne. Jeg kan huske en vintermorgen, hvor vi kom op var der en masse sne ude. Det lå op til midt på vinduerne. Sneen var kommet ind i baggangen og på loftet. Vores gummistøvler var fulde af sne. De stod jo ude i baggangen. Vi kunne ikke komme ud i sneen, fordi gummistøvlerne først skulle ind til kakkelovnen og tørres. Det var vi meget trætte af.

Der var også engang op til juleaften, hvor det havde sneet så meget, at min far var ude med sneploven. Da havde biler jo ikke de hestekræfter som i dag, så hver gang sneploven var kørt fast, skulle en flok mænd grave den fri. Der var gerne en del arbejdsløse om vinteren. De var så med ude og grave. Min far arbejdede jo i skoven, så han var altid arbejdsløs, når det var grimt vejr. Jeg kan huske, han først var hjemme ved syv tiden den juleaften, så først da kom vi til at spise og bagefter danse om træet. Næste morgen måtte far af sted igen. Vejen lige efter skolen var der et stort sving på, og så gik det ned ad bakke. Den blev kaldt hulvejen. Der skulle sneen altid fjernes med skovl fordi lastbilen ikke kunne køre der. Jeg kan huske, at i skolen snakkede kammeraterne altid om, bare der nu kom sne, så vores far måske kom og skovlede det væk. Det var nok fordi han havde et godt forhold til børn.

lege

Der var en gård ikke ret langt fra mit hjem. De havde seks syv børn. De tre yngste var piger på alder med Krista og mig. Dem legede vi en del med. Om somrene sparkede vi dåse, hoppede i mand, spillede død bold eller Antonius. Det er nogle af de lege, jeg kan huske. Om vinteren fulgtes vi ad til gymnastik. Vi havde en syklub. Jeg kan ikke huske, hvad det gik til, det vi broderede, men jeg mener det var til D.M.S. Gymnastikken var i forsamlingshuset, som lå ca. 2,5 km. fra mit hjem. Syklubben var rundt i private hjem. Søndagsskole gik vi også til, som var rundt i private hjem.

En vinterdag vi skulle til gymnastik, hvor det havde sneet meget, sagde mor først nej til at vi måtte gå, men så fik vi lov til at gå til nabogården og høre, om børnene derfra måtte komme af sted. Da vi kom til gården, sagde deres mor først nej, for hun mente ikke at det var vejr til at lukke en hund ud i, men den mindste af pigerne, som hed Eva, skabte sig bare, så moderen til sidst bøjede sig og gav lov. De to andre piger hed Edith og Lis, men da vi kom til forsamlingshuset, var der ingen andre end os. Vi kom da ind og lavede også gymnastik. Det var meget koldt, for der var ikke fyret op. Det sjove ved det var nok, at vi skulle gå i det vejr, og det er altid sjovere, når man i første omgang fik nej.

Da jeg har været omkring elleve tolv år, fik Krista og jeg hver et par ski i julegave, som min bedstefar havde lavet sammen med Niels, der arbejdede hos ham. Dem brugte vi meget på nabogårdens mark, for der var en masse bakker både små og store. Til at begynde med brugte vi de små bakker. Efterhånden som vi blev bedre, kunne vi tage de større bakker. Pigerne fra nabogården var også med. Jeg mener også, de havde ski, hvis jeg husker rigtigt. Kælken, vi havde, var også hjemmelavet. Jeg kan ikke huske, om Krista og jeg havde en hver, eller vi skulle deles om en. Vi havde også stylter, som var hjemmelavet. Dem havde vi et par hver af.

Legetøj havde vi ikke så meget af dengang. Vi samlede på påklædningsdukker, samt billeder fra Richs. Det var noget, der blev blandet i kaffen, fordi det skulle strække længere, og kaffen blev sort af det. Kaffen var jo også rationeret nogle år efter krigen. Richs billederne byttede vi så med kammeraterne i skolen, hvis der var nogle ens, og de blev sat ind i et album. Jeg kan ikke huske, om man skulle give penge for albumet, eller det var gratis. I skolen spillede vi meget med hønseringe eller glaskugler. Det var noget med, at de blev trillet hen af gulvet. Så skulle man ramme hinandens. Hvis det lykkedes, havde man vundet den kugle, der blev ramt. Hønseringespil foregik på samme måde.

Dengang var der intet fjernsyn. Så om sommeren var vi meget ude at lege om aftenen. Vi var mange gange en hel flok, der var jo flere børn i nabolaget. Om vinteren brugte vi aftenerne til at spille eller læse. Engang havde Krista og jeg nogle sten med hul i, som vi satte snor på. Så legede vi det var køer. De skulle flyttes, lige som bedstemor gjorde med sine køer. Mor var ikke så glad for den leg, når vi gjorde det søndag eftermiddag, for vi trak gerne i noget gammelt tøj og gik ved vejen. Det skulle jo være lige som bedstemor gjorde.

Engang prøvede vi også at grave et stort hul ude i haven, fordi vi havde hørt, at kineserne boede på den anden side af jorden. Nu da jorden var rund, mente vi, at kunne grave gennem jorden. Så komme ned til kineserne for at se, hvordan de så ud. Men da mor opdagede, hvad vi lavede, kom vi til at dække hullet til igen. Så forklarede hun os ellers, at man bare ikke kunne komme ned til kineserne på den måde.

Påskedag skulle vi altid ud i haven og finde æg. Æggene malede vi inden påske, så påskemorgen tidlig gemte far og mor dem ude i haven, så når vi kom op, skulle vi ud at finde dem. Det var rigtige hønseæg, dengang fik vi ikke chokoladeæg. Æggene blev kogt, og så fik vi dem at spise. Jeg mener det var en sønderjysk skik, som far indførte. Næsten hver søndag morgen fik vi varm kakao. Det var noget far lavede til os og ham selv. Mor ville have kaffe. Jeg mener at have været omkring ni til ti år, inden vi fik radio derhjemme. Telefon havde vi ikke i mit hjem, mens jeg var barn.

tøj

Dengang var det meget almindelig, når der ikke var mange år mellem piger, at de skulle have ens kjoler på. Det havde Krista og jeg også, og jeg arvede Kristas tøj med det resultat, at når min kjole var for lille, kunne jeg fortsætte med at gå i Kristas kjole, som var magen til den, jeg lige var groet ud af. Mor syede meget af vores tøj. Hun syede også for andre. Det tjente hun så lidt ved. Samtidig kunne hun være hjemme ved os. Vi gik mest i kjoler, når det så var koldt, havde vi nogle kraftige buksestrømper på. Det var først, da jeg har været omkring 12 til 13 år, at det blev almindeligt med piger der gik i lange bukser

fødselsdag

Når vi havde fødselsdag, fik vi lov til at have pigerne fra klassen med hjemme. For Kristas og mit vedkommende havde vi det sammen om sommeren. Krista har fødselsdag i november og jeg i marts, så midt sommer var jo imellem vore fødselsdage. Det gik livligt til, og børn var lige så kræsne dengang som i dag. Af gaver fik vi en kroner af hver, hvis de ikke havde en gave med. Et år ønskede jeg malebøger. Da fik jeg en fire fem stykker. En gang da vi havde børnefødselsdags fest, begyndte det med, at vores kammerater kom til middag. Hvad vi fik at spise, kan jeg ikke huske. Bagefter legede vi. Så sluttede det med saftevand og kager. Det var ikke med kagemand og sodavand som i dag. Saftevandet, som vi fik, var hjemmelavet, brødet hjemmebag, men vi syntes, at havde haft en dejlig dag.

katte

I en del tid af min barndom havde vi kat. Den kan nu også være et klogt dyr. Vi havde en kat engang. Den kunne fornemme, når far kom hjem fra arbejde, for så sad den næsten altid i vinduet og kikkede efter, om cyklen snart drejede ned til huset. En anden kat, vi havde derhjemme, kunne selv lukke dørene op. Når mor sad og syede, kunne hun rejse sig flere gange og lukke døren efter den. Det var min mor meget træt af. Mens vi havde kat, var der engang en fremmed kat, som kom og spiste maden fra vores kat. Det blev far for meget. Han ville jage den væk med en rive med det resultat, han ramte katten så den døde. Da han lige havde ramt katten, kom jeg tilfældigt ud i baggangen og så den døde kat. Det havde far ikke regnet med, at en af os kom og så. Han var flov over at have ramt katten på den måde. Det var ikke meningen. Den skulle bare have haft en forskrækkelse.

uartigheder

Engang min søster Krista og jeg havde været uartige, blev det mine forældre for meget, så vi blev sendt i seng uden aftensmad. Da vi kom ind på vores værelse, sagde Krista, det nu var træls, man skal dø af sult. Da forbarmede far sig over os og kom med noget aftensmad, som vi måtte spise inde på værelset. Det var bare mig, der fik skylden for at have sagt det, at vi ville dø af sult, selv om det var Krista, der sagde det. I dag ved jeg godt, at det bare er en bagatel, men dengang syntes jeg, det var uretfærdigt, selv om der bare blev grinet af det.

pennevenner

Da Krista og jeg var omkring elleve tolv år, fik vi pennevenner. Det var den pige, som Krista sad ved siden af i skolen, der havde søgt efter en penneven, og havde fået flere svar. Der var så en af dem, som gerne ville skrive sammen med en, der havde samme navn, som hun selv havde, da de to siddekammerater hed det samme, nemlig Krista, derfor spurgte hun min søster, om hun gerne ville skrive med hende, da hun selv havde valgt en anden. De begyndte så at skrive sammen og fortalte hinanden per brev om deres familie. Så fandt de ud af, at de hver især havde en lillesøster, der var næsten jævnaldrende. På den måde begyndte jeg at skrive med søsteren, og hun hedder Kamma. Deres efternavn var Fink. De boede i Jannerup, som ligger i nærheden af Thisted. Dem skrev vi sammen med i flere år og var flere gange på besøg hos dem i ferierne. De var også hos os i ferierne.

Den første gang vi var på ferie hos dem, var mine forældres nabokone (som hedder Astrid) med samme tog som os, fordi hendes forældre boede i nærheden af det hjem, vores pennevenner var fra, og så kunne vi rejse sammen med hende, for hun kunne besøge sine forældre, mens vi var hos vores pennevenner. Det var nok noget mor havde arrangeret, fordi hun var nevøs, for at vi ikke kom af det rigtige sted. Det er noget, jeg tror, fordi vi fik aldrig årsagen at vide. Vi rejste sammen med Astrid både på udrejsen og hjemrejsen. Hun havde hendes lille pige med som hedder Herdis og var omkring et par år. Nu kan jeg ikke huske, om det var på udrejsen eller hjemrejsen, Astrid kom i tale med en, hun kendte. Da konduktøren kom og skulle se billetten, havde Herdis haft den i munden og tygget på den, så man næsten ikke kunne se, hvad der stod, men konduktøren godtog den alligevel.

Et år da de var hos os, fik vi veninde ringe på, som var meget moderne dengang. Kristas veninde tabte sin ring på en kæmpehøj en dag, vi var ude at gå. Hun fandt den heldigvis inden de rejste hjem. Engang vi havde været på ferie hos vores pennevenner, kom vi hjem, hvor far var alene hjemme med en lille hundehvalp. Det første vi spurte om; "ved mor det"? For vi viste godt, at far gerne ville have hund, men det var mor ikke så glad for. Det viste sig så, at mens vi havde været på ferie, var far og mor taget på besøg hos en gammel højskole kammerat af fars. Deres hund havde fået hvalpe. Da bøjede mor sig nok. Jeg kan ikke huske, hvor længe vi havde den hund. Det var også den eneste hund, far og mor har haft, til jeg kan huske.

familiebesøg

Efter at Anna var kommet til Ribe, var vi enkelte gange nede og besøge hende. Så vidt jeg husker, fik far og mor en til at køre med os. Vi var aldrig med tog, jeg kan huske, og mine forældre havde ikke bil. Når vi så var i Ribe og besøge Anna kørte vi bagefter, til nogle af fars familie. Engang vi var dernede, besøgte vi bedstefar, som jo boede hos sønnen Søren og svigerdatter Hanne samt deres søn, som også boede hjemme. Han blev altid kaldt Hejse, men hans rigtige navn er Hans.

Mens vi var der på besøg, kom fars anden bror, Hans på besøg. Da han var gået igen, sagde Krista, at det var en rar nabo. Hun var ikke klar over, at det havde været hendes farbror, der lige var gået.

Engang hvor vi også var i Ribe for at besøge Anna, kom vi bagefter ind i domkirken. Det kunne være en stor oplevelse for os børn. Vi kom ikke så meget ud dengang. Hvis man sætte det i forhold til i dag, er det nok det samme som en uges ferie i udlandet. Så meget bedre har folk det rent økonomisk i dag.

Udover at vi engang imellem, når vi var i Ribe for at besøge Anna, besøgte fars familie samtidig, kan jeg ikke huske, at vi har været hos hans familie. Det kunne ske, at far og mor blev inviteret til familiefest dernede. Så var det mest kun far, der rejste. Det var nok, fordi der ikke var så mange penge at gøre med, og så mens de havde Anna hjemme, var det heller ikke nemt for dem begge at rejse.

feriedrengen

En sommer havde vi en feriedreng fra Sydslesvig. Han kunne kun tale tysk. Så vidt jeg husker, legede vi en del med ham. Den eneste, der kunne tale med ham, var far. Det blev så kun om aftenen, fordi far arbejdede jo om dagen. Far havde lært tysk, da han havde gået i tysk skole. Han er født i 1910 i Bredebro. Da hørte det til Tyskland, så han har oplevet genforeningen i 1920. Jeg kan huske, at når feriedrengen fik brev, var vi hos en dame, som læste brevet for drengen. Jeg ved ikke, om hun ikke også hjalp ham ved at svare på brevene. Hvad hans navn var, kan jeg ikke huske.

Min far har aldrig været god til det skriftlige, fordi da han var ti år, skulle han til at lære dansk i stedet for tysk. Det har nok ikke været nemt, og dengang var der ikke nogen ekstra undervisning for dem, som ikke kunne følge med.

oplevelser

Når vi skulle ud at opleve noget i min barndom, foregik det på cykel. Mor havde noget familie i Handbjerg samt i Asp. Der cyklede vi hen flere gange. Vi har også været på Venø samt flere gange i noget, der hed Resenborg krat, som lå i nærheden af Resen kirke, op ad kilen. Der badede vi, og havde madkurv med.

Mange gange tog vi en tur i Klosteheden om søndagen, sammen med mine forældre. Engang vi var ude i Klosteheden, fandt Krista et gevir fra en hjort. Far var ude hos skovfogeden og spørge om lov til at beholde den, så i dag har Krista den hængende på væggen. Det skete også flere gange om efteråret, at vi var ude i skoven og plukke blåbær, som mor syltede.

Engang cyklede far og mor til Hjerl Hede med Krista og mig bag på cyklen. Da de var næsten derovre, kom der en stor tordenbyge. Jeg mener, vi stod i læ ved en lade. Det har været en tur på 70 til 75 km. Ind imellem om søndagen var vi på besøg hos mine bedsteforældre, der boede i Gudum. Så skulle vi gerne en tur til kæmpehøjen, som lå på min bedsteforældres mark. Der var nogle stykker af kæmpehøje derude omkring

gilder

Dengang var det også meget almindelig, at man hver vinter skulle have naboerne til kaffe. Det var det store kaffebord med fem slags kager samt en del forskellige småkager. Aftenen sluttede altid med, at man fik frugt. Det var kun ved særlige lejligheder, der blev inviteret til spisning. Når der var rund fødselsdag, konfirmation eller lignende. Det med frugt havde vi kun til jul, og når der var gæster. Det kunne ske en sjældent gang, at vi havde æbler ud over ved højtidelige lejligheder.

De gange, vi fik lov til at komme med til gilde, var når en af mine bedsteforældre havde rund fødselsdag. Et år der var rund fødselsdag hos mine bedsteforældre, skulle de have en lænestol, og det var en brugt stol, der blev købt som gave. Den stod hos mine forældre indtil fødselsdagen. Der var nogle pletter på, som blev taget af hjemme hos os. Da vi en dag inden fødselsdagen var på besøg hos mine bedsteforældre, sagde Krista til moster, "nu er stolen tør". Det kom bedstemor til at høre, så hun kunne regne ud, hvad gaven var. Krista kom bare til at tale over sig ved et uheld.

pligter

Af forpligtelser derhjemme havde vi ikke så mange. Det var næsten altid Krista og mig, der vaskede op hver aften. Mange gange skulle vi også skrælle kartofler. Det er, hvad vi havde af faste pligter. Derudover passede vi vores små søskende, når det ikke var for længe på grund af Anna, der var syg. Om sommeren hjalp vi ind imellem med at plukke bær, ellers hjalp vi ikke meget i haven, selv om der var en del have.

Kartofler avlede far og mor en del af, men om efteråret, når de skulle graves op, ville far altid selv gøre det, det var noget med, at de skulle sorteres efter størrelse. Det havde han sin egen måde at gøre på. Lommepenge fik vi ikke, men vi gik ud som barnepige. Der tjente vi lidt. Jeg mener for en aften, fik vi ca. fem kroner. Om sommeren hjalp vi med at køre korn ind. Kornet blev høstet med selvbinder dengang, så kunne vi hjælpe med at køre neg ind. Det kan jeg ikke huske, hvad vi kunne tjente ved. Når roerne skulle ind, kunne vi også hjælpe. De blev læsset med en fork op på en vogn og kørt i roekugle. Jeg kan huske, det første år vi hjalp ved roerne, fik vi fem øre per læs. Det var hos naboerne vi hjalp.

59

Der var et år en stor brand ude i Klosterheden. Jeg mener det var i 59. Det var i Gudumhus skovdistrikt, hvor far arbejdede. Alle skovarbejder var til afhøring. Jeg kan ikke huske, om de fandt ud af, hvordan branden opstod, men det har de nok gjort. Der var i hvert fald mange tønder land skov, der brændte ved den lejlighed, og der gik brandvagt mange dage efter branden. Så vidt jeg husker, var det også en meget tør og varm sommer det år.

Til ferien i 1959 blev de små skoler i Gudum nedlagt, og efter ferien begyndte vi i centralskolen. Da Krista blev konfirmeret i foråret 1959 kom hun aldrig til at gå i centralskolen. Dengang var konfirmationen næsten altid i marts. Så stoppede man med skolen og kunne begynde at tjene penge til første april eller maj.

Mange piger fik plads i huset, og drenge kom ud til bønderne for at arbejde. Jeg kan ikke huske, der var ret mange, der fik en håndværksuddannelse dengang.

centralskolen

Da centralskolen startede i Gudum, kunne man tage realeksamen der, og så var der flere, som forsatte i skolen end før, men det var alligevel mest dem fra de velstillede hjem. Der var nok lidt klasseforskel, selv om vi børn ikke mærkede meget til det. Lærerne fra de små skoler forsatte i centralskolen, men nogle af dem havde problemer med det. Nu skulle de til at samarbejde med andre lærere, og børnene blev nok også mere livlige ved at blive slået sammen fra hele kommunen. Nu blev vi delt op klassevis og fik flere fag. De fag vi fik, var som i dag.

til sønderjylland

Lige inden ferien det år var vi store fra Østre i Sønderjylland på skoleudflugt. Moeslund ville vist gerne give os en oplevelse, mens han var ene om at bestemme. De store fra Vestre skole var med på samme tur. Det var nok, fordi Moeslund ikke alene ville stå med ansvaret. Der var to lærere på Vestre, og den ene var kvinde. Det betød nok mere dengang på sådan en tur med en dame til os piger end i dag, og de var vist også de eneste lærere der kunne tænke sig at tage med på tur med børn i flere dage. Derfor blev det Vestre. Så vidt jeg husker, sov vi på vandrerhjem. Jeg kan huske, vi var i Rudbøl. Det med, at grænsen gik lige gennem gaden, syntes vi, var sjovt. Når man stod på den ene side af vejen, var vi i Danmark, og den anden så var det Tyskland, og bare det at få lov til at gå nogle skridt over grænsen uden pas, så man kunne sige at have været i Tyskland. Det var det eneste, jeg specielt kan huske. Vi havde nok været med toget derned. Det husker jeg ikke så nøje.

mere 59

Der blev også engang sådan, at skoleelever kunne få en gratis ferierejse i sommerferien. Jeg mener, det begyndte i 59. Hvor mange år det fungerede, kan jeg ikke huske. Men Krista og jeg var i St. Anst ved fars søster på ferie, hvor jeg fik billetten betalt gennem skolen, og det var efter, at Krista var kommet ud af skolen. Jeg mener vi var der en uge.

Min mor lå på sygehuset, det mener jeg var i 59. Da cyklede far først på arbejde i skoven. Når han så kom hjem, og havde fået noget at spise, som han selv lavede, cyklede han til Lemvig, og besøgte mor på sygehuset. Det blev en tur på mellem 30 og 40 km. hver dag. I den tid mor lå på sygehuset, og det gjorde hun i ca. en måned. Os tre søskende var også på sygehuset, for at besøge hende. Ingefred og jeg var hos mine bedsteforældre i Gudum i den periode. Så vidt jeg husker sov jeg hjemme, mens Ingefred sov hos mine bedsteforældre. Det var efter at Krista var kommet på arbejde i huset. Hvor hun også boede. Det var almindelig dengang. Min mor havde rosen, som er en virussygdom.

Den første maj 59 var vi også til min morbrors bryllup. Jeg mener, han var op midt i fyrrerne, og hende han blev gift med, som hedder Edel, var op i trediverne. Da hendes forældre var døde, blev festen holdt hos en bror af hendes, med telt ude i haven. Det var en begivenhed at være med til. Da vi søskende var de eneste børn på min morbrors side, kom vi med alle undtaget Anna, der var syg. Da var hun jo også kommet på institution. Men på Edels side skulle søskendebørn have en vis alder, inden de kom med, da der var mange. Edel havde 6 søskende, mener jeg. Når alle de andre var gift og havde børn, bliver der jo mange.

De lærte hinanden at kende ved, at Edel var husbestyrerinde hos min morbror. Så vidt jeg husker var hun der af to omgange. Det var så anden gang, de fandt ud af, at det skulle være dem. Edels søster var gift og nabo til min morbror. Det var nok derved, hun fik pladsen som husbestyrerinde hos ham, for hun var barnefødt i Flynder. De blev forlovet juleaften i 58 og var ude at købe ringe længe før jul. Bedstefar mente, at de var bange for, at ringene kunne være udsolgt.

mere centralskole

Efter ferien i 1959 begyndte jeg så i centralskolen, og det var i 7. klasse jeg skulle starte, hvor alle små skoler jo kom. Så vidt jeg husker, forsatte friskolen nogle år, inden den blev nedlagt. Men i den tid jeg gik i centralskolen, var der nu mere ballade i timerne end i Østre. Vi blev nok mere delt op i to afdelinger, dem der skulle forsætte i realen, og dem, som skulle ud af skolen.

Læreren, vi fik til klasselærer, skulle være en meget dygtig lærer rent boglig, men han kunne ikke styre os. De elever, der skulle forsætte, fremhævede han, så vi der ikke skulle forsætte, lavede nok mere eller mindre ballade. Min sidekammerat kom fra Hestbæk skole. Hun var en af dem, som skulle forsætte i realen. Hvis vi hviskede sammen, var det altid mig, der fik skylden. Så ind imellem snakkede jeg nok bare, når jeg alligevel fik skylden.

Der var også nogle drenge i den klasse, som var nogle værre uromagere. Jeg mener, der særlig var to tre stykker. De var nok skoletrætte, og når så det var nemt at drille læreren. Han havde været lærer i Nordre skole, inden centralskolen startede. Det var nok en stor omvæltning for ham at blive klasselærer for de store elever, samtidig med at han skulle samarbejde med andre lærere. Hvor han før havde været ene om det hele, for jeg mener, de havde været glade for ved ham i Nordre.

Der var også en anden lærer, vi havde, som kunne skabe ro i klassen. Ham var vi meget glade for. Ind imellem brugte han tid på at forklare os, at vi skulle opføre os pænt i timerne ved den anden lærer. De andre lærere vi havde, mener jeg vi havde et godt forhold til, men det var jo lige som i dag, at det var ikke alle lærer, man havde. Moeslund, som jeg havde i Østre, fik vores klasse ikke i centralskolen, selv om han også forsatte som lærer der. De to lærere, der var på Vestre, mener jeg ikke kom til centralskolen som lærere. Om de gik på pension eller fik arbejde et andet sted, kan jeg ikke huske. Lærerinden, de havde i Hestbæk skole, forsatte også som lærer i centralskolen.

Da centralskolen startede, kom der også skolebusser lige som i dag. Afstanden til skolen, inden man kunne komme med bus, var nok nær den samme, som i dag mener jeg. For mit vedkommende fik jeg ca.3 km. til skolen, så jeg cyklede. Men dengang var forældre lige så bekymret for deres børn som i dag. De børn, som boede langt fra Lemvigvej, var forældre så bange for. Bare de nu ikke blev kørt ned. Hvis så de børn, som boede ved Lemvigvej, skulle ud at lege med nogle i nærheden af Klosterheden, var forældrene bange for. Bare de ikke blev væk ude i skoven.

gå til præst

Dengang gik man til præst, samtidig med at man gik i 7. klasse lige som i dag, og det var i september vi begyndte. Vi gik til konfirmationsforberedelse en gang om ugen. Der var en konfirmandstue i præsteboligen. Der cyklede jeg også til, og havde ca. 5 km. Præsten, der var i Gudum dengang, hed Olsen og var provst. Så vidt jeg husker, havde vi et godt forhold til ham.

Det var salmevers og katekismus, vi skulle lære udenad. Ellers kan jeg ikke huske, hvad vi lærte. I kirke skulle vi også. Det sagde mine forældre i hver fald. Jeg kan ikke huske, om præsten også sagde det, men det hører sig nu til, hvis man vil konfirmeres, så skal man vide, hvad det kirkelige står for. Dengang var det nok for mange lige som i dag, at det med at gå i kirke bare skulle overstås. Det var nok mere for festen og gaverne, vi ville konfirmeres end for selve handlingen i kirken.

konfirmation

Dengang var pigerne i hvid kjole og drengene i et mørkt jakkesæt, når de skulle konfirmeres. Jeg kan huske, at hvis jeg nu ville bruge Kristas hvide kjole, måtte jeg få en dyrere kjole til eftergilde. Det var noget pænt dyrt stof, jeg fik lov at udvælge sammen med mor. Så syede hun en kjole til mig. Det var med stor vidde dengang. Så fik vi stivede skørter under.

Af gaver fik vi en del penge. Fra naboer var det meget almindelig med et telegram med 5 eller 10 kr. Hvis det var nogle, vi havde lidt mere med at gøre, var der mere i telegrammet. Af gaver kan jeg ikke huske, hvad jeg fik, andet en salmebog af mine forældre. I alt af penge fik jeg omkring 500 kr. De blev brugt til en ny cykel. Det var den første nye cykel, jeg ejede. Før den tid købte mine forældre altid en brugt cykel, når jeg skulle have en der var større.

Festen konfirmationssøndag blev holdt hjemme med familien. Da jeg blev konfirmeret havde min morfar haft en hjerneblødning, og han var lammet i den ene side, så derfor var han kun med om middagen. Bedstemor var der heller ikke mere, hun skulle være hjemme hos bedstefar. Af fars familie kan jeg huske, at farbror Søren var med, ellers husker jeg ikke, om der var andre fra fars familie med.

Da familien ikke var ret stor, og en del af fars familie ikke kom, fordi der var langt at rejse, havde der måske været nogle uden for familien på selve dagen, det husker jeg bare ikke. Men alle dem, som havde givet, blev inviteret bagefter. Jeg mener også, det var til spisning.

Dengang var der ikke noget, der hedder blå mandag, for vi holdt i skolen et par dage, før vi blev konfirmeret. Det var den 20. marts, jeg blev konfirmeret. Da havde jeg allerede fået plads i huset, og skulle begynde den 1. april. Det var på en gård, i Gudum som hedder Havskov. De der gik ud af 7. klasse året efter mig, holdt også i skolen, lige før de var konfirmeret, men derefter skulle de blive til ferien.

Det varede ikke mange år, efter jeg var konfirmeret, at 8. og 9. klasse kom. Så blev det tvungen med 9 skoleår. Efter nogle år kom Hestbæk fra Gudum sogn. De kom under Ølby, Asp, Fousing som faktisk også var nærmere for dem. Jeg mener også, det var noget, de selv ønskede.

Min bedstefar døde ca. et halvt år efter min konfirmation. Jeg mener, han var syg knap et år med eftervirkning af denne hjerneblødning, da han fik lungebetændelse og døde.