indhold

min første plads
fritiden	det er mig i konfirmationskjole
bedstefars begravelse
eksem	det er Gudum kirke; hvor jeg er døbt; konfirmeret samt viet
tilbage til Havskov

november 2001

Min første plads

Efter min konfirmation, den 20 marts 1960, begyndte jeg i huset til 1. april på gården Havskov. Som lå ca.5 km. fra mit hjem, og der var ca. 50 tønder land til gården. Ægteparret, der drev den, hed Lilly og Poul Grysbæk. Det var Pouls forældre, der ejede gården, mens Poul og Lilly drev den. Foruden pige i huset var der en fodermester og to karle samt en daglejer. Daglejeren var ungkarl og havde et hus, der lå ca. 500 m. fra gården. Det var også kun i travle perioder, han var der. Han var omkring 50 år. Når man skulle møde i en plads, var det gerne efter spisetid om aftenen den første. Jeg havde et værelse på loftet. Det var møbleret. Det eneste, jeg havde med, var en komode, som min bedstefar havde lavet.

Den 1 april om aftenen cyklede jeg så til min første plads. Jeg glædede mig til at komme ud at tjene mine egne penge. Nu var jeg voksen, følte jeg, og skulle hjemmefra. Da jeg kom derned den første aften, tog Lilly og Poul i byen, så kom jeg til at være barnepige for deres to små drenge. De var omkring 2 og 4 år og hed Jens Kristian og Karsten. De var nu både rare og nemme at omgås. Det eneste, jeg syntes, de blev forkælet med, var man skulle gå med dem i seng og blive hos dem til de sov.

Min arbejdsdag startede kl.7. Det med at komme op til tiden, skulle jeg selv sørge for. Jeg startede med at lave morgenmad til karlene. Lilly og Poul spiste også alle måltider sammen med folkene. Morgenmaden bestod af havregryn. Bagefter fik de kaffe. Til kaffen de fik både rugbrød og franskbrød. Når karlene kom ind til morgenkaffe, havde de været i arbejde et stykke tid.

Fodermesteren begyndte ved 4 tiden om morgenen. De to andre karle begyndte ved 6 tiden. Dengang var det ikke en 37 timers uge. Efter morgenmad var der almindelig huslige pligter. Der var ikke så mange moderne hjælpemidler som i dag. Men køleskab og støvsuger havde de. Fryser var der ikke i Havskov da jeg begyndte der. Kødet kom mælkekusken med hver formiddag, fra Pouls forældre. Det var Lilly der havde en aftale med hendes svigermor om hvad kød hun skulle have. Så når mælkekusken kørte vejen alligevel, havde han det med.

Stuehuset var forholdsvis stort, som det hørte sig til den gang. Køkkenet var stort og nogenlunde praktisk indrettet efter den tid. Endvidere var der en stor folkestue, som vi alle spiste i til hverdag. Når de havde gæster, var der en anden spisestue, hvor de spiste sammen med gæsterne. Der var også en pæn stue, hvor de kunne være med deres gæster. Kontor var der tillige. I den ene ende af stuehuset var der en stue og to værelser, som aldrig blev brugt. Der var ikke andet cementgulv. Der var selvfølgelig soveværelse, men om drengene havde deres eget værelse, kan jeg ikke huske. Opvarmningen var centralvarme, men der blev fyret med pind i en centralkedel, som var i et rum ved siden af vaskerummet, hvor storvasken foregik. Der var ingen varme på loftet af stuehuset, da der kun var mit værelse, samt et værelse mere. Resten var åben loft. Hvis jeg var i min plads om aftenen, sad jeg altid nede i folkestuen. Det gjorde karlene også, hvis de var hjemme om aftenen. Vi fik kaffe, når vi var hjemme, så værelset blev kun brugt, når jeg skulle sove.

Karlene havde deres værelser over malkerummet. Varme var der heller ikke på deres værelser. Hvis de ville have brusebad, var der bruser i malkemaskinrummet, men der var kun koldt vand. På badeværelset inde i stuehuset var der ingen bruser, kun badekar. Jeg vaskede mig på deres badeværelse men var aldrig i badekarret.

Der var en stor have med mange frugttræer i den bageste del af haven. Det var en del af mit arbejde at hjælpe med at holde den ren. Der var en meget stor græsplæne. Der løb en lille å igennem med en dam ved den ene side. Der var en træbro over åen. I den ende, hvor frugttræerne stod, var der græs. Det blev aldrig klippet eller holdt på anden måde. Græs og ukrudt stod bare mellem hinanden. Det var en lukket have med mange store træer, og kunne ikke ses fra vejen. Ude på gårdspladsen var der en gammel stenbro. Den skulle også luges et par gange hver sommer.

Når der blev vasket storvask, havde de vaskemaskine, men ikke fuldautomatisk. Tøjet blev sat i blød dagen før den store vaskedag. Kogevasken blev kogt i gruekedel. Så kom tøjet i vaskemaskinen og vasket, derefter blev det skyllet med håndkraft. Det kulørte blev bare vasket i maskinen. Til sidst var der en håndvrider, hvor man vred tøjet, derefter kom det ud på tøjsnoren til tørre. Der gik gerne en månedstid imellem hver storvask. Jeg fik mit tøj vasket, når der var storvask, men det var kun karlenes sengelinned, der blev vasket. Karlene måtte selv om, hvordan de fik vasket deres tøj. De fik det nok vasket hos deres mor. Der var ikke møntvask dengang.

Når frugten skulle plukkes, hjalp jeg med det. Engang kan jeg huske, at fodermesteren også hjalp. Æblerne blev sat i kasser i de værelser, der ellers ikke blev brugt, hvor de overvintrede. En gang imellem skulle jeg så sortere de rådne fra.

Havregryn og sukker fik de hjem i sække med 25 kg. De blev også sat på de samme værelse. Så hentede jeg noget ned i køkkenet, efterhånden som det blev brugt. Men om efteråret kunne der godt være mus på de værelser, hvor æblerne og sækkene var. På mit værelse var der også mus ind imellem. Ude i udhusene var der engang rotter, men dem blev der lagt gift til. Musene prøvede de også at bekæmpe.

Lønnen, jeg fik, var 140 kr. om måneden med kost og logi. Det skulle man også betale skat af dengang. Det var normalt, når man fik plads i huset dengang, at fæstemålet var for et halvt år. For karlenes vedkommende, var det for det meste for et år ad gangen. Karlene begyndte gerne den 1.november Det skete tit både for pigerne og karlene, at de fik forlænget deres fæstemål. Så fik de gerne lidt mere i løn. For mit vedkommende var jeg i Havskov et år i første omgang. Fra november fik jeg så lønnen sat op til 150 kr. i måneden. Den vinter, jeg var der, fik Lilly og Poul en dreng mere. Han kom til at hedde Hans Jørgen En gang imellem, når Lilly talte i telefon med sin mor eller svigermor, fik drengene lov at sige goddag til deres bedstemor. En gang, en af dem talte med sin bedstemor, kildrede han ned i røret og sagde "bedstemor kan du mærke jeg kildrer dig?."

En gang skulle jeg passe drengene en søndag formiddag, mens Lilly og Poul var i kirke. Det var godt vejr, jeg gik ude i haven med dem, hvor de legede. Pludselig faldt den ene af drengene i den å, der løb gennem haven. Jeg fik ham hevet op, og han fik noget tørt tøj på. Jeg var flov, da Lilly og Poul kom hjem, men der var da ingen skade sket.

Mens jeg var der, fik de fjernsyn. Det var en stor begivenhed. Den første formiddag, efter de havde fået fjernsynet, skulle det tændes, mens karlene var inde til kaffe. Der stod i programmet, at der blev sendt prøvebilleder. Det var også bare denne ene gang, fjernsynet blev tændt for det. Dengang var der udsendelse sidst på eftermiddagen med noget for børn. Om aftenen begyndte det med T.V. avisen kl 19.30. Den sidste udsendelse var gerne slut ved 23 tiden, så om formiddagen stod det med prøvebilleder i programmet. Det er det samme som i dag.

fritiden

Jeg havde fri hver anden søndag og fra lørdag aften, når der var ryddet op efter aftensmaden. Det samme gjaldt for karlene. Når de var færdige lørdag aften, havde de også fri hver anden søndag. Sommerferie havde vi kun en uge. Den skulle gerne afvikles inden høst.

De fleste aftener havde jeg fri, når der var ryddet op efter aftensmaden, men hvis Lilly og Poul skulle i byen, og børnene ikke var inviteret med, skulle jeg være barnepige. Det var med i lønnen at være barnepige. Det var ikke noget, der skete så tit. Når vi havde spist til middag, og jeg havde vasket op, havde jeg fri, til der skulle laves kaffe. På landet dengang fik vi altid varm mad kl. 12, men da var jeg kun på mit værelse. Der var jo ingen steder, jeg kunne gå hen at handle på den tid. Det var langt til forretninger, og jeg havde kun en cykel.

Dengang havde de altid Sankt Hans fest med bål i Havskov. Der var lavet bål i deres dam i haven. Det var et flot syn, når det var ved at være mørkt, med de luer, der spejlede sig i vandet. Der var en anden gård i Gudum, der havde bål i pinse. Det var KFUM og K., der stod for det. Så der var tale, sang og til slut sanglege. Der kunne samles en masse unge mennesker sådanne aftener, for der var mange, der arbejdede på landet dengang. Pigerne kom på cykler, mens de fleste karle havde knallert, når de var over seksten år.

Håndbold spillede jeg en del af. Der var to klubber i Gudum først i tresserne. Både en i idrætsforeningen, og KFUM og K. havde en håndboldafdeling. Der gik ikke mange år, efter jeg var konfirmeret at de blev lagt sammen til en afdeling. Så var det idrætsforeningen, der havde den. Ellers havde jeg ikke noget fast at gå til om aftenen. Det var jo også begrænset, hvor langt omkring man kom om aftenen. Det eneste transportmiddel, man havde, var en cykel. Selv om det var nemmere dengang at cykle end i dag, da der er meget mere trafik nu. Kørekortet fik de fleste unge gerne kort tid efter, de blev gamle nok til det, men bil var ikke hver mands eje.

Dengang var det også almindeligt, at rejsebiografen kom til Gudum forsamlingshus en gang om måneden. Hver gang vistes der to film. Den første var en børnefilm. Mange gange var det en Far til fire film. De var meget populære dengang. Bagefter var der en for voksne, som mange gange var forbudt for børn under 16 år.. Hvis man så kunne snige sig ind og se sådan en film, inden man var 16 år, var det spændende. Det var ikke så meget handlingen det gik ud på. Bare det at komme ind inden man var gammel nok.

bedstefars begravelse

Den sommer jeg var i Havskov, døde min bedstefar. Dengang var det almindeligt, at de døde stod hjemme i kisten til begravelsen. Det gjorde bedstefar også. Da han blev ført fra hjemmet, gik vi tre søstre foran ligbilen på deres privatvej og strøede gran. Vejen var ca.500.m. som vi gik, så kom vi op at køre til kirken. Det var det sidste farvel, vi kunne give ham. Mens han var lig, så jeg ham. Det var mor og moster, der syntes jeg skulle. Selv om han lå pænt, havde jeg det ikke godt med at se en død.

eksem

Det sidste halve år, jeg var i Havskov, fik jeg eksem på mine hænder. Først var jeg hos min læge med det flere gange og fik flere slags salver. Det hjalp bare ikke. Da min bedstemor havde psoriasis over hele kroppen og gik til hudlæge i Viborg, kom jeg med nogle gange, når hun var der. Mine fingre kunne ikke tåle vand, så var det galt med eksemen. Da det blev maj, kom jeg hjem til mine forældre et halvt år, for det var ikke nemt at være ung pige i huset, når man ikke kunne få fingrene i vand. Det halve år jeg var hjemme , gik jeg rundt og hjalp ved forefaldende arbejde. Timelønnen jeg tog var 5 kr., da jeg skulle undgå vand men jeg kunne tjene penge til mit eget forbrug, så boede jeg gratis hjemme. Da det halve år var gået, var eksemen forsvundet, så jeg kunne komme i vand igen. Dengang fik man ikke sådan hjælp fra det offentlige som i dag. Det var også en skam at gå til kommunen at bede om hjælp. Sådan var der mange, der havde det. Hjemmefra var jeg også opdraget til, at man skulle klare sig selv.

tilbage til Havskov

Da det blev november igen, kom jeg tilbage til Havskov. Der var jeg så et halvt år mere. Arbejdet var jeg jo kendt med, og de var kendt med mig. Jeg havde jo været glad for at arbejde hos dem, og de må jo også have været tilfreds med mig. Ellers var det samme som første gang, jeg var der, så det vil jeg ikke nærmere ind på. Juleaften det år fik jeg først fri efter, at Lilly og Poul havde været i kirke. Jeg passede Hans Jørgen. De to andre drenge var med i kirke. Det var noget jeg selv gerne ville prøve, da Lilly spurgte mig, om jeg ville, men jeg kom hjem til mine forældre til spisning.. Det var første gang, der var gudstjeneste den 24. om eftermiddagen i Gudum kirke. Det var nok, fordi der var kommet en ny præst. Det var også i de år, at det blev almindelig med gudstjeneste den 24. rundt omkring i landets kirker. Den vinter var jeg med til husgerning på skolen en aften om ugen. Det var for dem mellem 14 og 18 år. De, der var med på det kursus, fik tilbud om en tur til Tyskland sommeren efter.

Mens jeg var i Havskov, fik jeg de 4 tænder for oven rykket ud og fik forlorne tænder. Mine egne tænder var helt rådnet op. Dengang fik man ikke sådan holdt sine tænder i orden som i dag. Da det blev forår, kunne jeg godt tænke mig at prøve et nyt sted Derfor søgte jeg plads i Nr. Nissum på gården Sønder Balle. Den plads fik jeg og skulle begynde til maj. Gården lå ned til fjorden i nærheden af Nr. Lem..

sønder balle

Den 1.maj i 1962 begyndte jeg så i Sønder Balle, som lå i Nr. Nissum. Det var også som ung pige i huset på en gård. Gårdens størrelse var i retning af Havskov. Det med folkehold var også det samme. Der var to karle samt en fodermester. Gårdejerparret

hed Arne Mohr og Krista. De kunne ikke selv få børn, så derfor adopterede de en par piger. Den ene hed Lene. Hende havde de fået som helt lille. Hun var omkring 7 år, da jeg kom derhen. Den anden pige, hed Kirsten. Hun var ca. 6 år, da jeg kom. Hende havde de ikke haft ret længe. Hendes adoption, gik i orden mens jeg var hos dem. Pigerne var nogle søde piger i det daglige, men de kunne også finde på numre som andre. Ind imellem kunne Kirsten godt have det svært med, at hun ikke troede at hun blev holdt lige så meget af som Lene. Det var nok ikke nemt at komme i et hjem som halv stor og skulle til at sige far og mor samt få en storesøster næsten på alder med sig selv. Begge piger kom fra et børnehjem på Fyn.

Stuehuset var nyere end Havskovs, men ellers var indretningen i samme stil. Loftet på stuehuset i Sønder Balle var der flere værelse!. I den ene ende havde karlene værelse, og i den anden havde jeg værelse, men der havde vi varme på værelset og en håndvask, så man kunne blive vasket på værelset. Der var også centralvarme, hvor der blev fyret med træ. Oliefyr var ikke kommet rigtig frem dengang. På badeværelset var der varmt vand , som blev varmet op med gasvarme. Gasvandvarmeren sad i baggangen på muren op til badeværelset. Engang en af pigerne var i bad og skulle ud af bruseren igen. Det gik lidt langsomt med at komme ud af det varme vand. Det var lige ved spisetid, og en af karlene var på vej ind for at spise. Da han gik forbi vandvarmeren og så, den kørte, slukkede han den. Da han troede, det var en forglemmelse, at den gik. Pigen kom ud af bruseren i en vist fart, da vandet blev koldt. Så der var enighed om til maden den aften, at når de ikke kunne få pigerne ud af bruseren, kunne der blive lukket for gassen for eftertiden.

Ellers var arbejdet nær det samme som i Havskov. Jeg skulle tage mig af alt forefaldende arbejde inde, og haven skulle jeg også hjælpe at holde. Der var også en stor have i Søndre Balle. Det var meget almindeligt på landet den gang. Nu kom jeg mere til at hjælpe med at lave mad end i Havskov. Jeg hjalp også med at få hø ind, og i høst hjalp jeg også lidt med at få negene ind. Ind imellem hjalp jeg pigerne med deres lektie! Dem var jeg også barnepige for en gang imellem om aftenen. Jeg var glad for at være i Sønder Balle. Der lærte jeg også meget, men på en anden måde end i Havskov.

friteden i sønder balle

I Nr. Nissum havde både karlene og pigerne fri hver anden søndag, fra lørdag middag. Når jeg skulle hjem på weekend, cyklede jeg. Der var ca.10 km. Jeg spillede også håndbold. Der var en håndboldbane i selve byen. Derhen havde jeg ca.3 km., som jeg cyklede et par gange om ugen. Ved håndbold kom jeg til at kende en pige, som hed Bodil. Hendes forældre boede oven over missionshuset, hvor der var en lejlighed. De passede så missionshuset, samtidig med at de var gravere ved kirken i Nr. Nissum. Den sommer brugte jeg så ferien på at komme til Tyskland. Det var med det kursus, som jeg var på vinteren før. Turen varede en uge, så hele ferien gik med det. Turen foregik i bus. Der var også unge mennesker med fra andre sogne. Ellers lavede jeg ikke noget specielt i fritiden. Om aftenen, når jeg var hjemme i Sønder Balle, sad jeg nede i stuen, hvor man kunne se fjernsyn og få aftenkaffe, men nu fik vi tit grød om aftenen. Det var mest om sommeren. Karlene var også inde til kaffe, hvis de var hjemme.

I Søndre Balle var jeg et år. Derefter kom jeg på en ungdomsskole på Mors, som hedder Blistrup. Det var, fordi Bodil skulle, som jeg kom til at kende i Nr. Nissum. Hun kendte Møller Pedersen, som var forstander på Blistrup. Han havde været lærer på ungdomsskolen i Nr. Nissum. Da jeg hørte om det, fik jeg lyst til at komme med. Dengang var piger på ungdomsskole om sommeren og drenge om vinteren. Jeg blev så meldt ind på skolen. Dengang kunne man få økonomisk hjælp fra både staten og kommunen, lige som i dag. Jeg fik det meste i tilskud, så ud over lommepenge havde jeg ikke mange udgifter under opholdet. Da far var arbejdsmand, var hans indtægt ikke så stor. Det var lige som i dag, det tilskuddet blev udregnet efter. De fleste af de penge, jeg brugte på skolen, havde jeg sparet op. Det var med meget lidt mine forældre bidrog til min økonomi i de fem måneder, jeg var på skolen.

blidstrup ungdomsskole

Den 3 maj i 1963 begyndte jeg så på Blistrup ungdomsskole. Der var 26 elever, som var på det hold. Eleverne kom fra Jylland alle sammen. Mine forældre havde lejet en bil, i fællesskab med Bodils forældre, da ingen af dem havde bil. Det var den dag vi skulle begynde på skolen, så vi kunne komme derop. Vi havde jo også en del bagage, som skulle med. Vi skulle være der til kaffe om eftermiddagen, og alle havde deres forældre med. Under kaffen blev alle lærerne præsenteret. Efter kaffen og rundvisning på skolen, fik vi vores værelse anvist. Så tog alle forældre hjem. Der var to på hvert værelse, Bodil og jeg var enige om, inden vi tog til Blistrup, at vi ikke ville dele værelse. Hende, jeg delte værelse med, hed Rita og kom fra Ikast. Bodil kom til at dele værelse med en fra Glusted, som hed Elna. Værelserne havde numre. Det værelse, jeg delte med Rita, havde nummer 7. Der var køjesenge på værelset, samt et bord og et par stole. Der var også et skab til hver elev. Efter at vi havde pakket ud, var der aftensmad. På skolen fik vi rugbrød og franskbrød med pålæg hver aften. Derefter var der almindelig hygge. Der var kaffe hver aften, som blev sat i termokander i vindueskarmen ved køkkenet. Så kunne vi selv hente den når vi ville have den. Brødet skulle vi selv skaffe. Så ind imellem kom der pakke hjemmefra, hvor der var brød i. Ellers var der en købmand ikke langt fra skolen, som blev flittigt besøgt, men hvis der var noget på skolen om aftenen, var vi nede i spisesalen og få kaffe.

Blistrup var en gammel herregård fra 1100 tallet, der havde stået ubeboet i nogle år, da KFUM og K samt Indre Mission fik startet en ungdomsskole. De første hold elever, som kom til skolen, var i maj 1962. Nu da det var en gammel herregård, hørte der en meget stor og gammel have til, som var meget hyggelig at færdes i. Selve bygningerne var også stadigvæk præget af, at det var en gammel herregård. Selvom den var blevet renoveret helt indvendig. De ydre rammer var der ikke rørt ved.

Dagen efter, vi var ankommet, begyndte hverdagen på skolen. Vi skulle op kl. 7 om morgenen. Så skulle vi have vores værelse gjort rent samt have morgenmad inden kl.8 for da skulle vi have morgenandagt, som varede en ½ time. Derefter begyndte almindelige timer indtil kl 12 Så skulle vi ind til middagsmaden, som bestod af varm mad. Der var også altid to retter mad. Derefter havde vi fri til kl. 14, hvor vi skulle have kaffe. Dernæst havde vi timer igen indtil omkring kl 17, hvorefter vi havde fri resten af dagen. Vi var jo inde og få aftensmad. Nogle få aftener, var der noget på skolen vi skulle. De aftener hvor der ikke var andet, skulle vi til aftenandagt. De fleste lørdage havde vi timer om formiddagen. Søndag formiddag var vi gerne i kirke. Da skolen var indre missionsk, hørte det sig til, at vi gik i kirke. Det må da også være rart for præsten. Kirken var meget lille, for det var en lille sogn, men når vi elever var der, var kirken gerne næsten fuld.

Hver mandag eftermiddag havde vi timer, hvor vi skulle cykle rundt på Mors, eller noget andet, som ikke havde med bøger at gøre. En gang kom vi til at plukke ærter en mandag. Der var en stor køkkenhave, hvor der blev dyrket grønsager på. De unge piger, som var ansat på skolen, kunne ikke nå det, så vi kom til at plukke og bælge ærter en hel eftermiddag. Det var pedellen, som havde lidt opsyn med os. Det var nu meget hyggeligt. Vi måtte spise de ærter, vi gad. Det kunne man også blive træt af. Gymnastiksal havde de ikke fået bygget, da vi var elever. Når vi havde gymnastik, cyklede vi til en skole, hvor vi kunne bruge gymnastiksalen.

Af fag havde vi regning, som det hed dengang, dansk, historie , religion samt valgfag. Af valgfag havde jeg maskinskrivning og håndgerning

Krista og Sørens bryllup

Den 11. Maj det år jeg var på Blistrup, blev min søster Krista gift med Søren Søgård. Så da var jeg hjemme til bryllup. Det var en meget besværlig rejse. Først med bus til Nykøbing, dernæst sejle med Pinen og Plagen. Det var, inden broen kom fra Mors til Salling. Derefter med tog til Struer, og til sidst med bus til Gudum. Derefter var der halvanden km. at gå, inden jeg var hjemme hos mine forældre.

Jeg rejste da hjem om fredagen for at være med til brylluppet om lørdagen. De blev gift i Gudum kirke. Bagefter var der fest i Gudum forsamlingshus, hvor familien på begge sider var med samt nogle venner. Det var Provst Olesen, der viede dem, som ellers var gået på pension dengang, men der var noget med, at Madsen, som blev præst efter Olesen, havde ferie. Da Olesen både havde døbt og konfirmeret Krista, ville hun gerne have, han skulle foretage de kirkelige handlinger til hendes bryllup. Han var også med til festen, som det var almindeligt dengang, at præsten kom. Det var næsten altid pigens forældre, som holdt brylluppet og betalte hele gildet Efter spisningen var der nogle i brudeparrets hjem for at smide risengryn over det hele samt stille noget op for sjov. Krista og Søren havde købt hus i Bonnet, som de havde lavet i stand. Nu var de så færdige til at flytte ind. Dengang boede unge mennesker ikke sammen, før de blev gift Om søndagen rejste jeg så tilbage til Blistrup ungdomsskole igen.

mere fra blidstrup

Efter at jeg havde været hjemme til brylluppet, forsatte det i den daglige gænge på skolen. De fleste elever var på skolen hver søndag. Det var nok, fordi det var så besværligt at rejse derfra, og forældrene hentede ikke sådan deres børn dengang.

Vi var på forskellige ture, både busture samt, hvad vi foretog os på cykel. Vi havde 14 dages sommerferie på skolen. Det var en luksus, når man ellers kun havde haft en uge, de år man var pige i huset.

En søndag på skolen var en tre fire piger ude at gå. Da blev den ene pige kørt ned af en bil. Det var meget chokerende for os alle, men nok mest for dem, der fulgtes med hende. Politiet var der også for at tale med dem, der havde set det, men det gik ikke så galt, som vi først frygtede. Det blev til nogle dage på sygehuset. Bagefter var hun hjemme hos hendes forældre en 14 dages tid. Hun skulle tage den med ro efter en hjernerystelse, men ellers var der ingen varige men.

En måneds tid før vi skulle forlade skolen, var der forældredag på skolen. De fleste forældre var der. Mine forældre havde lejet bil sammen med Bodils forældre den dag, så de kunne komme. Det begyndte med gudstjeneste i kirken, derefter var der middag på skolen. Vi havde en udstilling af alt det, vi havde lavet i sommerens løb, og vi skulle også synge for vores forældre. Da der ikke var mange elever, var vi alle samlet til at synge. Det var lige meget, om vi kunne, vi stod der sammen. Vi, der ikke kunne synge, mimede bare lidt. Der var også almindelig hygge om eftermiddagen, hvor man kunne gå ude at nyde den store park. Forældrene fik så aftensmad, inden de tog hjem, men sommeren gik, og det blev september, hvor afslutningen kom. Det var en meget sørgmodig dag, da vi skulle sige farvel til hinanden. Alle græd mere eller mindre, men vi fik gjort vores værelser rent og pakket vore ting. Til slut skiltes vores veje.

at samle kartofler op

Da jeg så kom hjem til mine forældre var det oktober. Jeg havde intet arbejde før den 1 november, hvor jeg skulle i huset igen, men i oktober var der nogle damer fra Gudum, som var i Hestbæk og samle kartofler op. Da min mor var med til det, kom jeg også med. Der var 4 gårde, som kunne bruge damerne til kartoflerne. Når vi var færdige det ene sted, forsatte vi den næste. Den gård vi var på, hentede os om morgenen og kørte os hjem hver aften. Vi fik 25 kr. om dagen, og så fik vi maden. Det vil sige, kaffe, formiddag og eftermiddag samt middagsmad. Det foregik på den måde, at kartoflerne blev taget op af jorden med en maskine. Derefter skulle vi samle dem op med hænderne, så vi kravlede række op, og række ned, mens vi samlede kartofler. Der var to damer om hver kurv, så kom der en mand og tømte kurven på en vogn. Det skulle regne en del, hvis vi ikke kunne samle kartofler op.

Der gik det meste af tre uger med at samle kartofler op. De første dage kunne man godt have lidt ondt i knæerne, men så kom der hård hud på, og vi havde det meget sjovt med en masse vittigheder. Dengang var tempoet ikke nært så høj som i dag. Så det var ikke værre arbejde end så meget andet. I den måned boede jeg hjemme. Den 1. november begyndte jeg på gården Skovgård i Nr. Lem, som ung pige i huset igen.

skovgård

Gården, jeg kom til november, lå lige oven Lemvig. Det var heller ikke så langt fra Nr. Lem kirke. Den var ikke så stor som de andre to gårde, jeg havde været på. Det var et ældre ægtepar, som ejede gården, og de hed Signe og Lorenz Kallesøe. De havde kun en søn, som hed Hans. Han boede hjemme og hjalp til. Han var omkring fyrre år og ungkarl. Der var en karl mere. Det at være ung pige i huset, betød at arbejdet næsten var, ens hvor man var. Så det vil jeg ikke nærmere ind på. Stuehuset var ikke så stort. Haven var jeg ikke meget i, da det kun var en vinter, jeg var der. Jeg var der kun i et ½ år. Da det blev maj, kom jeg til Hald Ege. Det havde nu været bestemt en tid at, når jeg kunne komme ind og passe evnesvage, ville jeg det. Nogle år efter at jeg var i Skovgård, overtog sønnen gården. Forældrene blev boende på gården, indtil de døde. Sønnen blev aldrig gift.

hald ege

Den 1. maj kom jeg så til Hald Ege for at passe de evnesvage. Det var meningen, at jeg ville have uddannelsen som omsorgsorgsassistent. Anna var der, mens jeg arbejdede der, men jeg var ikke samme sted som hende. Det var træbaraker, som blev kaldt pavilloner, hvor de handicappede blev passet. Hver pavillon var delt op i soverum, spisestue, legestue med fjersyn, radio og pladespiller samt baderum og toiletter. For når patienterne var inde på legestuen, var der musik. Det gik de meget op i. Det kunne også gøre dem rolige med musik. Patienterne var delt op efter alder. De mindre var piger og drenge sammen, når de så var 14 år, blev de delt, fordi de kunne blive glade for hinanden. De holdt om hinanden og kyssede måske. Det skulle helst ikke udarte sig til mere. Derfor blev de skilt

I den pavillon, hvor jeg arbejdede var de mellem ca. 10 og 14 år. De fleste var meget dårlige og kunne ikke tale. Nogle sad i kørestol. En del af dem gjorde det hele i bukserne. Det kunne være ubehageligt, når de store piger havde gjort i bukserne, mens de havde deres menstruation. Det lugtede meget. De, der kunne, var på toilet med mellemrum, lige som man gør med små børn. På mange måder var de som små børn, men for det meste var de meget glade og taknemmelige, mere taknemmelig end nomade børn og mere kærlige. En gang imellem kunne de også få et raserianfald.

Dagen begyndte kl. 7. med at få dem op. Der gik det meste af en time med det. Derefter fik de morgenmad, hvorefter de skulle beskæftiges. Nogle gange var vi ude at gå med nogle af dem. Andre gange var de ude at lege eller på legestuen. Om formiddagen fik de frugt, om middagen var der varmt mad. Der var et køkken, hvor al maden blev lavet, så blev den bragt ud til pavillonerne. Om eftermiddagen fik de et stykke kage samt noget at drikke. Ved 4 tiden kom de i bad. Det skulle ske, mens der var mange på arbejde. Så kom de mest dårlige patienter i seng. De ringeste blev spændt til sengen, for at de ikke skulle falde ned på gulvet. Så fik de deres aftensmad i sengen. Der var også en del, der blev madede. Fra kl. 8 om aftenen til kl. 6 morgen var der kun en på arbejde i hver pavillon.

Der var en lille skov, der delte pavillonerne i to afdelinger. Den ene afdeling var til de handicappede. Den anden var indrettet med værelser til personalet. På begge afdelinger var der flere pavilloner. Den afdeling, hvor personalet var, havde genoptræningscentrer i et par pavilloner, hvor alle mulige slags fysisk handicap blev genoptrænet. Det var ikke noget, vi så til. Vi vidste bare, de var der. I hver pavillon var der 6 til 8 værelser, med fælles køkken samt bad. Det var sådan, vi kunne lave mad i køkkenet, men ellers var der en fælles kantine til personalet, hvor vi kunne købe maden, både morgen, middags og aftensmad. Der var en lang gang med værelser på begge sider. I den ene ende var køkkenet samt badeværelse. Hvert værelse var på ca.12 km. Der kom en og gjorde rent hver dag i køkkenet og badeværelset samt gangen men værelset skulle vi selv holde rent.

Bageren kom med brød hver eftermiddag til patienterne. Nogle gange, når han gik ind i pavilloner med brød, lod han nøglen sidde i bilen, mens den gik. Engang var der en af patienterne, der satte sig ind og kørte. Da kunne bageren løbe. Han fik da også bilen standset, uden at der skete noget Derefter tog han nøglerne med, når han gik ind med brød. Mit indtryk af de mennesker, som er evnesvage og er på en institution, er at de har det meget godt, og kan ikke have det bedre hjemme.

Efter jeg havde haft de 3 mdr. prøvetid, blev den forlænget med 2 mdr., da de ikke kunne se, om jeg var egnet. Efter de to mdr. kom jeg til en samtale, hvor jeg fik at vide det var bedst ikke at begynde på uddannelsen. Så da jeg var færdig der, skulle jeg i gang med noget andet. I første omgang flyttede jeg hjem, indtil jeg fik noget arbejde.

sønder hesbæk

Der gik ikke ret lang tid, før jeg fik arbejde hos et ældre ægtepar, der havde en ejendom ude i Hestbæk. De hed Laurids og Marie Byskov. Marie havde været på sygehuset med galdesten. Derfor kunne hun ikke lave ret meget lige efter opholdet på sygehuset. Da der også var en karl, skulle der jo varm mad til hver dag. Dengang var mænd ikke vant til at lave noget inde i huset. Det kunne Laurids heller ikke. Det kom mig til gode. Der var jeg i en måneds tid, indtil Marie igen kunne klare arbejdet. De første dage, jeg var der, var Marie ikke kommet hjem fra sygehuset. Deres datter havde købmandsbutikken i Hestbæk, og hendes datter igen sad jeg ved siden af i centralskolen.

Da Marie blev rask, kunne hun selv klare det, så skulle jeg ud og finde noget andet, men nu kunne jeg godt tænke mig at komme lidt længere væk, så derfor søgte jeg til Sønderjylland som husbestyrerinde. Jeg havde set en annonce i landsbladet, fra en mand, som søgte en husbestyrerinde i Høm ved Ribe. Det var nok, fordi far var sønderjyde, jeg fik lyst til den egn.. Det var heller ikke ret langt fra fars hjemegn.

høm ved ribe

Nu gik turen så til Sønderjylland. Manden, jeg kom til at arbejde for, hed Tage Jepsen og var ungkarl. Han havde en ejendom i Høm, der lå en 5 til 6 km. fra Ribe. Hans far boede ikke ret langt derfra, han var enke. Tage havde nogle brødre, der boede der omkring, hvor han boede. Der var lidt roderi med et par af brødrenes kærlighed. Tage var nu vældig flink at være hos. Både faderen og hans brødre kom af og til på besøg. Stuehuset bar præg af, at det var en ungkarl, som boede der. Der var en meget elendigt køkken. De andre rum var ellers tidssvarende. Fjernsyn havde han ikke.

Det at være husbestyrerinde, var nær det samme, som at være ung pige i huset. Man skulle bare selv finde ud af, hvad der skulle laves. Det gik også nogenlunde. Jeg var nok heldig med, at han ikke havde mange gæster til spisning. Det med finere madlavning var jeg ikke så god til.

Den sønderjyske mad var ikke helt magen til den vestjyske. Det kunne godt give små problemer, når jeg serverede det på min måde. Det endte med, vi fandt ud af det. Når sønderjyderne fik grønærter, var de vant til at få kartofler til. Det var jeg ikke vant til fra Vestjylland, så første gang jeg serverede grønærter uden kartofler, troede han bare, det var, fordi jeg lavede sjov. Det gik da op for manden, at der ingen kartofler var, men jeg var også lidt målløs over, at der skulle kartofler til. Det var jeg jo ikke vant til. Når de lavede sylte, skulle kødet hakkes i kødmaskinen, efter at det først var kogt. Det havde jeg heller aldrig set. Sådan var der flere småting der blev lavet lidt anderledes. De havde nok lidt tysk skik stadigvæk dengang.

Mens jeg var der, fik jeg kørekort. Kørelæreren boede i nærheden, af hvor jeg arbejdede, men det var i Ribe, jeg lærte at køre. Det var også der, vi skulle op til prøve. Jeg gav 20 kr. i timen til kørelæreren. Det var noget med, han ikke var medlem af kørelærerens union. Derfor var han et par kroner billigere i timen end andre kørelærere. Jeg dumpede både i teori og til køreprøven, så kortet blev ikke så billigt efter dengang priser. Jeg husker ikke prisen så nøje, men en måneds løn slog vist ikke til. Da fik jeg 600 kr. i måneden. Kørekortet fik jeg da, selv om det tog lidt tid. Ribe var nok heller ikke en nem by at lære at køre i med alle de snævre gader.

Ingen af Tages brødre var gift. Der var en af dem, som havde en ejendom. Han havde også en husbestyrerinde, som havde en dreng. Det var meget almindeligt den gang, hvis man havde været uheldig at få et barn uden for ægteskab. Så kunne man blive husbestyrerinde og have barnet med, når man fik kost og logi til sig selv og barnet, fik man kun en lille løn ved siden af. Dengang fik enlige mødre ikke megen hjælp af det offentlige. Da var det heller ikke så udbredt med vuggestuer og børnehaver som i dag. Det var også lidt af en skam at være enlig mor i tresserne. Skilsmisser var der heller ikke ret mange af dengang. Det var nok, fordi kvinderne ikke selv havde en løn, så de kunne ikke klare sig, men det blev mere almindeligt i tresserne, at kvinderne fik en uddannelse og blev på arbejdsmarkedet efter giftemålet.

Husbestyrerinden, som var hos broderen, kom jeg sammen med. Hun hjalp mig også, hvis det kneb mig at finde ud af noget. Da det var på landet, blev der slagtet en gris. Der kom jeg i knibe, da jeg ikke kunne partere en gris. Så kom broderens husbestyrerinde og hjalp mig. Der var også enkelte gange, jeg fik nogle råd af hende. Efter at have været hos Tage et stykke tid, ville jeg prøve noget nyt Det blev også en anden husbestyrerinde plads i Sønderjylland. Det blev så Øster Gasse, som lå ca. 5 km. uden for Skærbæk.

øster gasse

Nu flyttede jeg så til Øster Gasse. Det var en fraskilt mand, jeg kom til. Der var 5 børn i det ægteskab. Hans ekskone var flyttet med de to mindste børn. Hun var blevet husbestyrerinde, jeg husker ikke hvor. De tre store blev hos deres far. Det var en dreng og en par tvillingepiger. Drengen var ca. 12 år, mens pigerne var ca. 10 år. De gik i skole alle tre. De hørte til det tyske mindretal, så børnene gik i tysk skole. De var med bus hver dag en time hver vej. De tog hjemmefra ved syv tiden hver morgen og var aldrig hjemme før ved fire tiden hver eftermiddag. Det var ellers ikke noget, man mærkede i det daglige, at de var tysksindet. Der blev talt dansk. Deres levemåde var også sønderjysk. Han skulle helst have en husbestyrerinde for at kunne beholde de tre børn, så jeg tror han var glad, da han fik en. Det var svært at få en, som ville være hos tre børn, for lønnen var ikke den bedste, når det var husarbejde.

Det gik i en daglig rytme, som de andre steder jeg havde været. Børnene var nemme at have med at gøre. En gang imellem kunne man godt mærke, de savnede deres mor. Det havde nok ikke været så nemt for dem, da deres mor og små søskende rejste. Mit indtryk var, at deres mor havde talt med dem om det, så de var forberedt, da deres mor og små søskende rejste. Det var nok ikke så almindeligt, at børn sådan blev orienteret dengang. Drengen kunne godt blive sur på faderen, når han ikke var der, for drengen mente, det var hans skyld, moderen var rejst. Faderen havde vist en anden dame. De to små søskende var på besøg et par dage, mens jeg var der. Der var stor gensynsglæde mellem de fem børn.

Husbonden jeg var hos, havde en gård i Øster Gasse. Navnet på ham kan jeg ikke huske. Børnenes navne husker jeg heller ikke Der var også en karl, han var ca. 16 år, så han var ikke meget ældre end den store dreng. Karlen og drengen delte værelse. Det kunne man byde en karl dengang. Det var nok også i kraft af, at han var så ung, ellers ville han ikke have fundet sig i det. Pigerne sov i samme rum som deres far. Jeg havde et værelse ved siden af soveværelset. Stuehuset var ældre og lidt upraktisk indrettet. Det var nok, som mange stuehuse var dengang.

Fjernsyn havde de også. De kunne tage tysk programmer, så den gik tit på den tyske, da børnene og karlen mente, at tysk var det bedste. Det regnede jeg ikke ret meget, da jeg ikke kunne tysk. Karlen havde heller aldrig lært tysk i skolen, men kunne godt lidt tysk ved at høre sproget i fjernsynet.

Da jeg havde været der omkring et halvt år, blev gården solgt til et par unge mennesker. Ham, jeg var hos, ville gerne til sin hjemegn, som var Tinglev. Det var jo også nærmere grænsen. Da gården blev solgt, og de skulle flytte, stoppede jeg i pladsen. Derefter flyttede jeg til Vestjylland igen, da jeg godt kunne tænke mig at komme nærmere mine forældre. I den tid jeg var i Sønderjylland, var jeg ikke hjemme ret tit. Det tog ca. 5 timer at rejse hjem. Når man rejser med Tønderbanen, skal der skiftes i Esbjerg, og når jeg kom til Struer, skulle jeg med bus til Gudum. Der var gerne ventetid, hver gang der skulle skiftes. De gange, jeg var hjemme, havde jeg en forlænget weekend. Ferie havde jeg da også, men det blev ikke til mange gange, jeg var hjemme. Næste job jeg fik var som stuepige på Løgstrupgård børnehjem.

løvstrupgård børnehjem

Børnehjemmet var et hjem for drenge. Drengene var fra ca. 8 års alderen, til de blev konfirmeret. De kom fra København og omegn, som havde problemer i hjemmet på en eller anden måde. De gik i skole på hjemmet. Der var et par klasseværelser. De havde alle forbindelse med deres hjem og var hjemme på ferie. Jeg var stuepige i forstanderens private lejlighed, men jeg skulle hjælpe til med at servere mad til børnene på hjemmet og vaske op. Det var et ægtepar omkring 50 år, der stod for hjemmet. Det var mest fruen, som stod for det med børnene. Hun hed Ilse Der var også et landbrug ved siden af, som en søn, der hed Arne, havde det største ansvar for. Vagn, som manden hed, var i en del bestyrelsesposter, inden for landbruget, så han rejste en del. Ilse og Vagn havde to børn mere. Det var en søn og en datter, som læste i København. Datteren blev både forlovet og gift, mens jeg var der. I påskeferien, hvor de var hjemme på ferie, fik de ring på. Forældrene vidste ingenting om, at de ville have ring på. Samme dag, som de blev forlovet, fortalte de, at de skulle giftes tre uger efter. Det hele var bestemt. Der var blevet lyst for dem, som der skulle dengang. Det var også bestemt, de skulle giftes hjemme i kirken ved børnehjemmet. Det kom som et chok for forældrene, men bryllup blev der. Det blev holdt på børnehjemmet. Vi piger havde ikke noget med festen at gøre. Maden kom udefra og de der serverede, var også udefra. Børnene på hjemmet var med i et sommerhus den lørdag, for at gæsterne kunne få ro til at spise, men de kom hjem først på aftenen.

Dagligdagen på hjemmet foregik nogenlunde sådan. Om morgenen spiste Ilse og Vagn deres morgenmad inde i den private lejlighed De andre måltider spiste de sammen med børnene. Om aftenen fik de også kaffe for sig selv. I det daglige var jeg ikke så meget sammen med børnene ud over måltiderne. Jeg husker dem ikke som andet end almindelige børn. De var ikke mere vilde, fordi de var på børnehjem. Børnehjemmet lå også ude på landet. Der var et par km. til bussen. Den kørte mellem Holstebro og Skjern. Den nærmeste by man kunne handle i, hed Højmark. Der var en 7 til 8 km. til denne by. Udover mig var der en stuepige mere samt en kokkepige. Der var en ung pige, som skulle have noget med børnene at gøre. Hun hjalp også til med at servere mad samt andet almindelig husgerning.

Ude i landbruget var der en gift fodermester. Om der var andre karle, husker jeg ikke, men der var ikke nogle på kost inde på hjemmet. Vi begyndte hver morgen kl. 7. Det første, vi skulle, var at få serveret noget morgenmad. Derefter skulle der gøres rent til middag. Så hjalp vi med at servere maden. Hvorefter der skulle vaskes op. Så havde vi pause, indtil der skulle laves kaffe. Når der så var ryddet op efter den, sad vi på systuen og reparerede børnenes tøj. Til aften skulle der laves mad igen til børnene. Der blev serveret varm mad til middag hver dag. Om aftenen smurte vi madder, som blev serveret. Efter vi havde vasket op efter maden, havde vi fri. Der var bare en, som skulle lave kaffe. Det gik så på skift imellem os. Vi havde fri hver anden søndag, fra lørdag middag, samt en eftermiddag om ugen

Mens jeg var på børnehjemmet døde min bedstemor. Hun var indlagt på Lemvig sygehus. De sidste dage, hun levede, var der gået koldbrand i hendes ben. Det var vist godt, at hun fik fred. Da var jeg hjemme til begravelse. Hun stod i kapellet på sygehuset, hvor den nærmeste familie var nede og synge hende ud. Da vi kom til kapellet, var der et par sygeplejesker til stede, mens vi sang hende ud. De sagde, at kisten var lukket, for det var det bedste, vi ikke så hende mere. Hun var blevet grim efter at have fået meget morfin, til sidst mens hun levede. Derefter blev båren kørt til Gudum kirke, hvor de kirkelige handlinger foregik, derefter jordfæstelsen.

Kokkepigen havde været på gymnastikhøjskole og kunne undervise i gymnastik. Så der var en gymnastikforening dernede, som fik hende til at prøve at tage et damehold. Det var os piger med til. Vi skulle jo bakke op om det, men der kom ikke så mange, så det holdt, inden vinteren sluttede. Ellers var jeg ikke med til noget fast, mens jeg var der. Vi piger hyggede os samme. De andre var heller ikke til noget fast. Da jeg havde været der et halvt år, skulle der nye udfordringer til, selv om jeg havde været glad for at være der. Nu fik jeg plads i Struer hos en bager i huset.

bager nielsen

Nu begyndte jeg så i huset hos Bager Nielsen. Forretningen lå i Søndergade i Struer. De havde deres private lejlighed over forretningen. Det var der, jeg var pige, men jeg boede ikke hos dem. Jeg havde et værelse ude i byen. De havde tre børn, de to var voksne, men de boede hjemme alle tre. Den ældste var en søn, som var bager. Han arbejdede hjemme. De havde også en forretning i Hirtshals, så han og faderen skiftedes til at være i Hirtshals. Nummer to var en pige. Jeg husker ikke hvad, hun lavede. Den yngste var en dreng. Han gik i skole dengang.

Arbejdet var næsten ens, hvor man var i huset, men nu skulle jeg arbejde hver søndag, for de havde åben i forretningen. Om mandagen var forretningen lukket, så havde vi fri. Der var to unge piger til at ekspedere sammen med fruen selv. Der var også to bagersvende sammen med sønnen og bageren selv. Der kom en dame hver eftermiddag og gjorde bageriet rent, og der kom en bydreng hver eftermiddag. Det eneste, jeg hjalp med i forretningen, var at gøre rent. Bagerens havde en lille hund, som jeg skulle lufte. Det var det eneste, jeg var træt af. Ellers havde jeg det godt.

Jeg var der i julen. Juleaften spiste jeg hos bagerens, inden jeg kom hjem til mine forældre. Det var efter eget ønske, jeg spiste hos dem. Den sidste uge havde de meget handel. Om eftermiddagen til juleaften var der mange, som kom med julestegen. Den kom ind i bageovnen og blev stegt. Dengang var der mange, som ikke kunne stege ænder og store stege hjemme. Det her har været omkring 1966. Det var nok også, fordi der stadigvæk var bygas i Struer, som stod for nedlægning på det tidspunkt.

Jeg hjalp med at lave maden til juleaften og med opvasken bagefter. Når det var overstået og bageren og hans kone fik sat sig, sov de. Det gjorde de vist hvert år juleaften. Det havde børnene vænnet sig til. Da vi havde hygget os lidt, kørte sønnen mig hjem til mine forældre. Juledag var forretningen lukket, så da havde vi fri. De andre dage mellem jul og nytår var der åbent til middag. Så var vi på arbejde.

Om sommeren havde forretningen lukket i en uge, hvor vi fik afviklet vores ferie. Det var samtidig med B. og O. ferie. De mente vist ikke, der var så meget handel, når B. og O. havde lukket. Efter et års tid hos bager Nielsen, ville jeg prøve noget nyt. Det blev så husbestyrerinde igen.

vinding

Nu flyttede jeg så til Vinding. Det var en ungkarl, som havde en ejendom i Vinding, jeg fik plads hos som husbestyrerinde. Han havde ingen karle. Hans forældre havde haft ejendommen før ham. De var flyttet ind til Vinding by i et hus. Hans far kom ind imellem og hjalp ved forskellige ting. Det var til maj, jeg begyndte der, for jeg hjalp med at hakke roer. Når mælkemanden havde været der og skiftet mælkespandene, skulle de vaskes meget grundigt, og det var mit arbejde. Dengang havde landbruget både køer og grise. Mange havde også lidt høns, så de kunne få deres egne æg. Men ellers var arbejdet det samme, som de andre steder jeg havde været. Der var jeg ikke ret langt tid. Det var ikke lige mig at være det sted. Da jeg fik tilbud om at komme tilbage til Bager Nielsen, rejste jeg tilbage til dem.

tilbage til bager

Da kom jeg tilbage til bageren igen, var det i bageriet, jeg hjalp, samtidig med jeg kørte brød ud i bilen. Jeg skulle køre morgenbrød ud hver morgen. Så var jeg i bageriet, hvor jeg først skulle have brød i forretningen, og så ellers gå til hånde med alt. De bagte også deres egne rugbrød. Dem skulle jeg veje, når de blev lavet og sat på plade. Bagersvenden, som satte dem på pladen, kunne mærke med fingrene, hvis vægten ikke passede. Længere op ad dagen var jeg ude med brød igen. Der kom stadigvæk en bydreng efter skoletid, som kørte brød ud på cykel. Når der blev bagt småkager, skulle jeg pakke dem i poser. Ellers var forholdene de samme, som første gang jeg der. Mens jeg var der i anden omgang, fandt jeg Erik Jensen. Efter et års tid blev vi gift. Da holdt jeg med at arbejde hos bageren. Vi havde købt hus i Humlum. Et meget gammelt hus, som Erik gjorde i stand. Vi blev så gift i Gudum kirke den 7/12 1968.