Klaus og Jesper

                                         som FDF
 

Forord

Min tilkommende mand hed Erik Jensen. Han var uddannet møbelsnedker og arbejdede ved Klausens Snedkeri i Struer. De lavede højtaler kabinetter til B&O. Dengang blev næsten alle kabinetter til højtaler lavet af træ. Der var flere små leverandører rundt omkrig, som lavede kabinetter til B&O. Det var på grund af, hvis en af leverandørerne havde haft brand, kunne de få fra de andre. På den måde gik det ikke så meget ud over deres produktion. Det er en del år siden, man er holdt med at lave kabinetter på den måde. I dag er der kreaturslagteri, der hvor Klausens snedkeri var dengang. 

 Erik købte et hus i Humlum, som han lavede i stand. Huset havde han givet 15 000 kr. for. Det var sommeren 1968, han købte huset. Det var en fisker familie, som havde boet i det før. De var døde, så det var arvingerne som solgte huset. Det trængte til en renovering af det store. Der blev vel kostet en del mere på huset, end det han havde givet for det. Dengang kunne man ikke sådan låne penge til huskøb i et pengeinstitut uden kautionist. Det havde Erik nu heller ingen problemer med at få.  Vi havde hver et værelse i Struer, da han købte huset. Først flyttede han derud. Så havde han flere timer til at arbejde på huset. Der gik ikke så langt tid, inden jeg også flyttede med. Så kunne jeg lave mad til ham, i mens han arbejdede på huset. Da arbejdede jeg ved bageren i Struer, så vi kunne jo køre sammen på arbejde. Der var meget lavt til loftet og heller intet badeværelse, men de havde fået kloset, som var sat op i spisekammeret. Arvingerne havde fået lov til at lade det stå, som de ikke ville have, så på hylderne i spisekamret stod der en masse hjemmelavet syltetøj. Vi lavede lidt grin med, om de sad på toilettet og spiste. Alt blev væltet indvendig og lavet om. Erik havde et par kammerater, som hjalp ved noget af det, så der var mange penge sparet til håndværkene. Der var oliefyr, som var i de fleste hjem sidst i tresserne. Dengang kostede 1000 liter olie knap 400 kr., og en liter benzin ca. 0,35 kr. Vi fik da lavet et par rum inden vinter, som der kom varme på. Jeg holdt op med at arbejde inde ved bageren til november, da jeg gerne ville have noget andet. Det var bestemt, at vi skulle giftes den 7 december. Sidst i tresserne var det blevet almindeligt, at kvinderne blev på arbejdsmarkedet efter giftermålet  

Min søster Krista, ville at mor og hun skulle sy min brudekjole. Men i første omgang ville jeg ud at se, hvad en kjole kostede. Så mine forældres nabo Astrid var med mig i Holstebro og se på kjole. Brudekjoler kostede fra 600 til 2000 kr.. Det var mange penge dengang. Det endte med, at de kom til at sy kjolen alligevel, så den kom til at koste ca. 200 kr. Erik havde et sæt tøj, som han fik renset. Det brugte han. Der var først på tale at leje et sæt, men det eneste man kunne leje var kjole og hvidt, og det ville han ikke bruge. 

Den 7 december blev vi så gift i Gudum kirke. Det var mine forældre, der holdt brylluppet Det var almindeligt dengang, at det var pigens forældre, som skulle holde festen. Det blev holdt på Afholdshotel i Struer. Det er det, som blev til Møllerstuen nogle år senere, da de fik spiritus bevilling. Til brylluppet var der omkring 50 gæster. Jeg ville nok helst at det skulle være foregået i stilhed. Men familien syntes nok, der skulle være fest, og det blev der. På selve bryllupsdagen havde Erik ondt i halsen, så han var en tur ved lægen og fik nogle penicellinpiller om formiddagen. Vi fik frokost hos mine forældre, hvor søskende på begge sider, samt Eriks forældre var med. Jeg var hos Astrid og blive pyntet. Hende har jeg altid besøgt meget, derfor blev det hende.  

Da vi stod og skulle køre til kirke, sagde Peder (Astrids mand), ”hvis du siger nej, vil jeg ind og have suppe alligevel.” Efter de kirkelige handlinger, var vi ved fotograf i Struer. Det var Eriks søster Anni og mand, der kørte os derind. Ellers gik selve dagen med spisning, nogle sange kaffe og hvad, der ellers hørte sig til. Dans var der ikke, det blev ikke brugt i min familie dengang. Af gaver og penge husker jeg ikke så nøje, hvad vi fik. Der var også nogle inviteret bagefter, mine forældre havde nogle hjemme, Eriks forældre have nogle af deres familie, og naboer til dem, som havde givet. Mandagen efter brylluppet havde Erik fri. Det med bryllupsrejser var ikke så almindelig dengang. Vi havde også andet at bruge pengene til, da der skulle kostes meget på det hus, vi havde købt.

Hverdagen

Så begyndte hverdagen for os. Erik var på arbejde hver dag, og så hjem og lave hus i stand hver aften, samt meget af weekenden gik også med det. Jeg var så ude at søge arbejde. Dengang kunne det også være lidt svært at få arbejde, selv om det var nok nemmere for en ufaglært at få arbejde dengang end i dag.

Der gik ikke så langt tid inden, jeg fik arbejde på Gimsinghoved som rengøringsassistent. Det var kun en gang i ugen, men var så hele dagen, og jeg kørte sammen med Erik. Det var Iver Lundgård, der ejede gården dengang. Iver Lundgård og fru var et ældre ægtepar. Der var et par piger, og karle var der også. Det var et rigtigt herskabshjem, næsten som i Matador. Men ellers var forholdene gode. Strandbjerggård og Asumgård var det Iver Lundgårds sønner, som ejede. Engang var jeg også på Strandbjerggård for at hjælpe. Hvor længe jeg var der inden, jeg fik arbejde på fjerkræslagteriet i Struer, husker jeg ikke.

Struer fjerkræ.

Da jeg gerne ville have et fuldtidsjob, var jeg heldig at komme ind på fjerkræslagteriet i Struer. Da kunne vi også kører sammen, og for det meste begyndte vi samtidig. Der skulle slagets, når der var kyllinger, og ind imellem havde vi overarbejde. Andre tider havde vi fri, fordi der ingen kyllinger var. Det måtte de godt gøre ved kvinderne dengang, mens mændene skulle have fuldtids, som var 40 timer om ugen dengang, Når damerne ikke havde de 40 timer, kunne de få supplerende understøttelse. Da jeg først kom i fagforeningen, mens jeg arbejdede på slagteriet, kunne jeg ingenting få der. På dette tidspunkt skulle man have været medlem et år, og men skulle have et vist antal timer, jeg husker ikke hvor mange. Dem, der arbejdede på Fjerkræslagteriet dengang, måtte selv bestemme om de ville være mellem af fagforeningen eller ikke, men arbejdsforholdene var efter reglerne.

 Når vi arbejdede en normal arbejdsdag, blev der slagtet 13 000 kyllinger. Det var mest kyllinger der blev slagtet. Engang imellem var der også høns, men det var ikke i hver uge. Vi fik mindsteløn for kvinder, som var godt 7 kr. i timen. Dengang fik mænd altid mere i løn. Mænd fik gerne to til tre kroner mere i timen. Dengang havde slagteriet lukket i fjorten dage om sommeren, så alle medarbejderne havde ferie på en gang, men imellem jul og nytår blev der slagtet. Dengang havde vi ikke krav på mere en fjorten dages sommerferie. Vinterferie husker jeg ikke, om vi havde krav på. 

Mit arbejde var i selve slagteriet. Når kyllingerne var slagtet, og fjerene var taget af dem, det foregik automatisk, kom de ind på et bånd, hvor benene blev klippet af. De fik en saks, der kunne klippe automatisk, som blev installeret, mens jeg var der. Før var der en mand, som ikke lavede andet end at klippe ben af kyllingerne. Når de kom dertil, havde en dyrlæge godkendt dem. Når benene var klippet af dem, hang jeg dem op på et ny bånd. Herefter blev de skåret op og indmaden taget ud, mens de kørte på båndet. Det hele foregik manuelt. Der var også en dyrlæge, som skulle tjekke indmaden. Det arbejde jeg havde, kunne godt kaldes idiotarbejde. Når der blev slagtet hele dagen, gjorde jeg det samme 13 000 gange.  

Når de så var renset, kom de i nogle store kar, hvor de blev vasket, hvorefter de kom ind i pakkeriet og blev pakket. Dengang blev de ikke parteret til flere forskellige ting som i dag.Da jeg startede der, fik vi løn i hver uge, men så skulle det laves om til fjorten dags løn. Sikke en ballade der blev. Der var nogle arbejderne, som ikke ville acceptere det. Slagteriet tilbød ellers i en overgang at give forskud, men det endte med fjorten dags løn.

Vinter 69/70

Da vi kom til efteråret 69, var vi ikke helt færdige med huset. Jeg kan huske, at far og mor var på besøg den 24. november. De kom med deres gamle gaskomfur, som jeg arvede, da de selv havde fået en ny. Da var den første sne kommet, vi talte om, det var tidligt. Men vi skulle da ud til fars fødselsdag den 26. november, det kom vi da også., men sneen blev liggende hele vinteren. Der kom bare et nyt lag engang imellem. Hen efter jul blev driverne større og større. Det var først til april, at sneen tøede væk. Vi havde en lang privatvej, som Erik skovlede fri hver weekend. Men det kunne passe, at mange søndage begyndte det at sne og fyge igen, så var problemerne der igen mandag morgen, når vi skulle på arbejde. Det endte da med, at han ikke gad det mere, så vi lod bilen stå nede ved vejen eller ved naboen og gik så hjem. Der var nok 400 til 500 meter, og alle varer bar vi så hjem. Det var nok Erik, der var mest træt af det. Det var jo også ham, der skovlede vejen fri, han var heller ikke så glad ved den gåtur.  

Vi kom på arbejde næsten hver dag. Der var bare et par dage, hvor vejret var for slemt. Da var jeg oppe at køre med naboen, hvorfor kan jeg ikke huske. Men han prøvede at køre en morgen, vi kom ikke mere end 100 m.. Bilen fik alt, hvad den kunne, men snedriverne kom vi ikke igennem. Bilen var faktisk helt begravet i sne, men vi fik da dørene op og kom ud. Da blev vi så hjemme denne dag og dagen efter. Den første dag kom der heller ingen kyllinger, men dagen efter fik de nogle. Så dem, der kom på arbejde fik da noget at lave. Det år mindes jeg at vinteren var meget lang.

Mere fjerkræ

Da jeg havde været på fjerkræslagteriet et års tid, begyndte jeg at få ondt i ryggen. Det kneb også med, at fingrene kunne tåle alt det vand, selv om jeg havde gummihandsker på i hele tiden. Men jeg blev sygemeldt på grund af ryggen og fik nogle behandlinger. Der var ikke over en 6 til 7 grader i slagteriet, det var nok også det, som var medvirkende til, at jeg fik ondt i ryggen. Da jeg var færdig med behandlingerne, fandt jeg ud af, at der var et kursus på B&O, som jeg kom på, og holdt på Fjerkræslagteriet.

B&O.

Jeg kom så på loddekursus, som foregik på B&O. Der var 12 på holdet, og alle, som var med på det kursus, fik arbejde bagefter. Vi kom til at arbejde sammen på fabrikken. Det var en ny spolebåndoptager, som kom i produktion. Den skulle både kunne stå og hænge på væggen, mens den spillede. Det var meget smart efter den tid. Ved at begynde på en stor fabrik på den måde mærkede man ikke, at man var ny. Der var ikke ret mange af de gamle, som arbejdede ved den båndoptager. Lønnen var godt 13 kr. i timen, hvor mændene fik mindst 15 kr. i timen Underværkføreren, som vi havde noget med at gøre, var meget flink. B&O havde meget med titler. 

Efter at vi havde lavet de båndoptagere i otte måneder, fandt de ud af, at de ikke kunne hænge på væggen og spille. Derfor skulle alle kaldes tilbage til fabrikken og laves om. Da de først skulle have fundet fejlen, havde de ikke brug for os et stykke tid. Vi blev kaldt til møde lige efter frokostpausen, da faldt bomben. Der skulle fyres godt hundrede m/k, da vi så var kommet tilbage på vores pladser, kom underværkføreren med fyresedler. Alle dem, som ikke havde været der et år, skulle holde til fyraften. Det var over halvdelen af de fyrede, som skulle holde samme aften. 

Jeg havde været i fagforeningen et år og havde også haft timer nok til at kunne få understøttelse. Dengang var ingen arbejdsformidling, så vi skulle bare ind på fagforeningen, for at melde os arbejdsløse.

Scan-dyna

Erik havde fået arbejde i Humlum. Det var en radiofabrik, som var startet der. Der var vist lidt ballade ved Clausens Snedkeri om løn. Hvis man forstod at tale godt for sig, kunne man få 25 øre lagt på lønnen, mens andre kun fik 10 øre lagt på. Så tog han til Scan-dyne, som fabrikken hed, og søgte arbejde og fik det. Lønnen var også bedre. Det var radioer og højtalere, de lavede. Dem, som havde forstand på den slags produkter, mente det var bedre end B&O, men B&O var bedre til at lave designe. Denne fabrik eksisterede ca. 10 år. Mens Erik arbejdede der, mente han, vi skulle have både radio og højtalere hjemme i stuen. De gav medarbejderne rabat, men de var alligevel dyre. Jeg kan ikke huske, hvad det kostede. Da han kom til Humlum, at arbejde havde jeg for det meste bilen. Nu kunne han cykle på arbejde, han havde ca.2 km. Til arbejde.

Hunden

En dag jeg havde været på arbejde, Havde Erik fri. Så han hentede mig til fyraften. Hvis han havde fri, og jeg arbejdede, havde han for det meste bilen. Mens jeg havde været på arbejde, havde han været ude og købe hund. Det var en Sanktbernhardshund på 8 uge. Den lignede en uldtot, men var ellers meget sød. Det var lidt mærkelig at komme hjem til en hund, når man ikke anede det mindste. Hvad han har betalt for den, fik jeg aldrig at vide. Men det var nu en dejlig godmodig hund. Erik var god til at opdrage den. Jeg var nok mere blød over for den. Da det var en dame, kom den til at hedde Sussi.

Ny bil

Bilen, vi havde, var jo blevet ældre. Den drillede somme tider om morgenen, når vi skulle på arbejde. En af Eriks arbejdskammerater kendte en, som solgte biler. Så en aften jeg var ved at lave mad, kom de med en bil, vi skulle købe. Det var noget Erik havde aftalt med dem. Jeg anede ikke noget om, at vi skulle handle bil lige dengang, men bilen blev da købt. Det var en brugt bil, men ny for os. Jeg var sur, da de var kørt, fordi han ikke havde fortalt mig om sine planer. Sådan var der flere gange, jeg ikke vidste, det før vi havde det.

At flytte

Da vi kom til sommeren 1970, ville Erik, at huset skulle sælges, selv om det ikke var blevet helt gjort færdigt, men han satte det alligevel til salg. Det var den samme ejendomsmægler, der fik huset til salg, som havde det da Erik købte det. Det var en gammel møbelfabrik i Uglev, Erik havde set på, som han ville købe. Det var der, han havde været i lære, og hans gamle mester som stadigvæk ejede det. Men selve bygningen, som havde været brugt til at lave møbler i, var brændt. Det skete nogle år, efter at Erik var udlært. For brandsummen havde Pedersen, som ejeren hed, bygget et hus på den anden side af vejen ved fabrikken. Den ene bygning, hvor de havde haft privaten, brændte ikke. Så Pedersen lavede det om til værksted og prøvede at få det i gang igen. Det lykkedes ikke for ham, så han have fået arbejde på Isolar som værkfører. Selve bygningerne var bygget til netfabrik, da det så blev nedlagt, købte Frede Pedersen bygningen og startede møbelfabrik Der har vist aldrig været mere end 3 til 4 mand i arbejde. Det blev også lavet meget med håndkraft, og ikke som i dag, hvor næsten det hele blive lavet på maskine. Bagved lå en stor villa, som var bygget til direktøren på netfabrikken. Huset gik under navnet ”Det Gule Palæ”. Udefra med den store have kunne det godt ligne et palæ. Det blev solgt fra, da netfabrikken lukkede.

Jeg var nu ikke så glad for at skulle flytte. Huset i Humlum var blevet dejligt, sådan et rigtig ældre lavloftet hus. Det var det sne, vi havde vinteren før, Erik var blevet meget træt af. Men det var nu ikke til salg så længe, inden der kom køber. Det var det første hold, som var at kigge på huset, som købte. Det var et ungt par, der boede i Holstebro med to børn. Han var chauffør ved en vognmand i Struer. Hun var hjemmegående, da de købte huset. Da vi solgte, havde Erik købt huset i Uglev. Jeg havde da været med ude at se på huset, men det var Erik, som ordnede handelen. Købesummen var 55 000 kr.. Jeg havde ikke mit navn på skødet, hvilket jeg blev glad ved senere. Men da vi solgte, skulle jeg selvfølgelig skrive under. Vi fik 65 000 kr. for huset, da det blev solgt. Men slap for at betale skat af prisforskellen på køb og salg af huset i Humlum. Da vi havde boet der i over to år. Erik kom også med begrundelsen over for skattevæsenet, at det var meningen han ville være selvstændig. Det godtog de.  

Thyholm

Huset på Thyholm skulle også laves i stand, inden vi kunne bo der, da det hele var værksted. Så den ene ende blev lejlighed og det anden værksted. Vi havde begge huse i ca. 1 måned. I den måned lavede Erik så en del ved huset i Uglev, så vi kunne bo der. Der var ingen problemer med at låne penge i Søndbjerg Odby Sparekasse, da vi skulle bruge nogle til at gøre i stand for. Det var Erik, der styrede vores økonomi, da jeg troede, han var bedst til det. Direktøren i Sparekassen var også borgmester på Thyholm dengang. Huset i Humlum skulle Erik også lavet færdigt. Det havde han lovet køberen.. 

 I Uglev var der både oliefyr, samt et fyr til brænde ved siden af. Medens Erik gik og lavede huset i stand i Uglev, fik han fingeren i klemme i låget til brændefyret, da han var ved at fyre. Han kom til læge, men det var en negl, det gik ud over, som han fik rykket af. Men det gav da nogle ekstra fridage, hvor han var sygemeldt. Den 1 november i 1970 flyttede vi så til Uglev. I det hus fik vi aldrig så meget plads til privat, da det halve var værksted, men det kunne sagtens gå, så længe der ikke var børn.  

B&O igen

Da vi kom til Uglev at bo, havde jeg fået arbejde på B&O igen, det var ved farvefjernsynet denne gang. Det var dengang B&O startede op med farvefjernsynet. Naboen havde to sønner, der boede hjemme og arbejdede på B&O, dem kom jeg så op og køre med. Det var en hel anden afdeling jeg kom på nu, Det var lige som at komme på en ny arbejdsplads. Værkføreren var nu heller ikke så flink at være under, som ham vi havde haft i den anden afdeling. Da det var en ny produktion som skulle sættes i gang, var de fleste nye medarbejdere, som jeg kom til at arbejde sammen med. Vi havde det nu meget hyggeligt sammen.  

Men B&O havde nu problemer med fjernsynet. Vi blev kaldt til møde flere gange, for de ville prøve at undgå nogle af fejlene. Der var engang vi fik at vide, at en forhandler havde fået 51 fjernsyn. Da han pakkede dem ud, kunne de 49 ikke køre. Men B&O ville have standarten i orden, for ellers tog de produktet tilbage til fabrikken og lavede det om. Det er nok det, som fabrikken har overlevet på, at det skal være i orden, og så deres flotte design. Selv om det nok ind imellem har kostet fabrikken mange penge, når produktet blev kaldt tilbage til fabrikken. 

Engang kom værkføreren hen og hentede mig, Jeg skulle lige med og se noget. Det var så noget, der ikke var loddet, Lige som han skulle til at skælde ud, opdagede han det kom fra et andet bånd. Da sagde han bare, det kunne lige så godt have været dig. Det syntes jeg var lidt uretfærdigt, da jeg ikke havde gjort noget galt Der var en stykke tid, vi ikke lavede så meget som et andet bånd Det var bagstykket til fjernsynet, der blev produceret ved de to bånd. Da var værkføreren rundt ved os, om han kunde finde årsagen. Han var også ved mig, om jeg nu kunne skrue skruerne hurtigt nok ind, da jeg brugte venstre hånd. Det mente jeg ikke at have problemer med. Der var en anden pige på båndet, som blev fyret, Jeg ved ikke, om det var hende, der havde skylden. Da kom der en mand på hendes plads,, Han fik 2 kr. mere i timen end os piger. Vi kom da til at lave lige så meget, som det andet hold.Der var noget med, vi havde flere timer i ugen, end vi skulle. De blev så sparet op, så vi fik 3 ugers sommerferie. Der blev heller ikke tolereret for mange sygedage, så fik man anmærkning. I 1971 blev jeg så gravid.Mens jeg var på B&O. En aften jeg kom hjem fra arbejde, lå der et kort fra Jysk telefon. Der stod det nummer vi fik på den telefon som vi, havde bestilt. Der var en overraskelse mere. Da jeg ikke anede Erik, havde bestilt telefon.  

At få barn

Det var mens jeg havde ferie på B&O, jeg fik konstateret graviditet ved lægen. De første 3 mdr. kunne jeg ikke holde mad i mig om morgenen. Lugten af spejlæg kunne jeg ikke tage, så kastede jeg op. Så jeg havde ingen problemer, mens jeg var gravid, med at blive overvægtig. Det kom først efter, jeg havde født. Jeg forsatte med at arbejde indtil jeg kunne gå på barsel,. Dengang havde man 14 ugers barselsorlov. Man kunne vælge mellem at holde 4 eller 6 uger før, så resten efter fødslen. Det er noget andet end i dag, hvor det lige er sat op til et år. 

Da jeg så var gået på barsel ca. 6 uger før fødslen, blev det helt tosset med mit blodtryk. Det endte med, at jeg blev indlagt på Hvidbjerg sygehus, fordi jeg skulle holde mig i ro. Jeg måtte lige gå på toilet, ellers skulle jeg ligge i sengen. Da jeg havde ligget i en uges tid, kom jeg hjem. Det varede kun kort, for mit blodtryk blev lige så tosset igen. Jeg kunne nok ikke holde mig i ro, så det var på sygehuset igen, til fødslen var overstået. Det var meningen, at jeg skulle have født på sygehuset i Hvidbjerg, men da jeg havde problemer med blodtrykket, ville lægerne helst, at jeg skulle til Holstebro at føde. 

Den 13 marts var mine svigerforældre på besøg. Erik var der også. Mens de var der, kunne jeg godt mærke at fostervandet gik, men ellers mærkede jeg ingenting. Jeg nævnte ikke noget for dem, da de ikke skulle vide noget, før det hele var overstået. Da de var taget af sted, kom der gang i det hele. Lægen var der først og kikkede på mig, derefter kom en ambulance for at overføre mig til Holstebro. Omkring ved 7 tiden var jeg så kommet til Holstebro. Da jeg var førsterangsfødende, mente de ikke, der skete noget de første 12 timer. Først blev jeg kørt ind på en stue, men efter kort tid kom jeg ud på gangen. I mellemtiden var Erik kommet, men han talte om at køre hjem igen. De mente jo ikke på sygehuset, at det blev foreløbigt, men efter en times tid kom jeg ind på fødestuen. Så kom der skred i det hele. Der skulle sendes bud efter jordemoder, som kom fra Thyholm. Det var hende som jeg havde gået til undersøgelse ved under graviditeten. Kl.23/30 fødte jeg en søn, han vejede 3200 gram og målte 53 cm. 

Han var ikke mere end født, da læge og sygeplejersker fik travlt, da han var skindød, og de skulle have liv i ham. Jeg blev kørt ud af fødestuen, da det hele var overstået. Erik var blevet der, så vi fik serveret natmad. Mens vi spiste, kom de med en kuvøse hvor barnet blev lagt i. Jordemoderen kom og talte med os. Hun sagde, at drengen var så stor at det kunne hjælpe ham til at overleve. Så var det godt, at jeg var kommet til Holstebro. Hvis jeg havde født i Hvidbjerg, kunne de ikke nå at overflytte ham til Holstebro til en kuvøse. Bagefter kom han på intensiv, så jeg fik ham slet ikke at se den aften. Dagen efter kom jeg på stue sammen med nogle patienter, der var blevet opereret. Da drengen var to dage gammel, blev han døbt og kom til at hedde Klaus Jensen. Sygehuset ville godt have sendt bud efter vores egen præst fra Søndbjerg Odby. Da jeg mente, det kunne være lige meget hvilken præst det var, så blev det en fra Holstebro. Da jeg ikke måtte stå af sengen, fordi blodtrykket ikke ville falde, måtte jeg ikke selv gå op på intensiv, men blev kørt i kørestol. Min mor var på besøg den dag sammen med min søster Krista. Mor fik lov til at komme med til dåben, men Krista måtte ikke. Erik var der selvfølgelig også, samt et par sygeplejerske som vidner. Det var første gang jeg så drengen.  

Efter ca. 14 dage var mit blodtryk i orden, så jeg kunne komme hjem. En af de sidste dage jeg lå på sygehuset, blev jeg spurgt af en sygeplejerske, om der var evnesvage i familien. Det havde jeg det ikke godt med, men jeg turde ikke spørge om de troede, at Klaus kunne være evnesvag. Da Klaus stadigvæk lå i kuvøse, kunne jeg ikke give bryst, så jeg havde fået nogle tabletter for at sætte mælken væk. Da jeg blev udskrevet, lå Klaus stadigvæk i kuvøse på intensiv. Der lå han ca. en måned, hvorefter der gik ca. 7 dage, hvor de ville observere ham. Derefter fik vi lov til at hente ham hjem, men han skulle have en beroligende tablet morgen og en aften. Det skulle dysse ham ned. Han måtte ikke græde, for så kunne han få krampe, som kunne blive så voldsom, at han døde. Tabletterne fik han i ca. 3 mdr., hvorefter han skulle til undersøgelse på sygehuset. Det var et spørgsmål, om de havde fået ilt til hjernen tidlig nok, efter han havde været skinddød. I de tre måneder måtte han heller ikke få de vacciner, som børn ellers skulle have.  

Det var ikke rart at have ansvaret for sådan et barn, og da det var den førstefødte, var det endnu værre. Jeg havde det ikke godt den første tid, Det var bare ikke noget, jeg kunne tale om. Der var nok ingen, som vidste, hvor skidt jeg havde det. Når der var nogle som så Klaus, sagde de, han fejler da ikke noget. Jeg tror, det var noget. De sagde for at berolige os. For de første 3 mdr. af et barns liv, tror jeg ikke, man kan se, om det er hjerneskadet. 

Hunden vi havde, var efterhånden blevet et par år. Da Klaus kom hjem fra sygehuset, var den meget jaloux. Den kunne ikke være i køkkenet, når Klaus var der. Før Klaus blev født, lukkede den mange gange døren op til soveværelset om natten, så den kunne lægge sig inde på gulvet og sove. Det gjorde den heller ikke mere. De første 14 dage vi havde Klaus hjemme, spiste Sussi ingen ting, drak lidt vand i ny og næ. Men derefter kom det til at gå godt. Det endte så med at de efterhånden blev perlevenner. Da de 3 mdr. var gået, skulle vi så til undersøgelse med Klaus. Selve hjerneundersøgelsen, som han skulle have foretaget, så vi ikke, men bagefter var vi til samtale hos en læge. Da fik vi at vide, de ikke kunne finde noget unormalt ved ham. Det var en lettelse, nu følte man, at livet kunne gå videre. Nu kunne han jo også begynde med at blive vaccineret.

Barnedåb

Selv om Klaus var hjemmedøbt ville jeg han skulle i kirken og fremstilles. Det syntes Erik ikke. Han mente, når drengen var døbt, var det bare fordi familien skulle til spisning, men jeg syntes, der manglede noget når, vi ikke havde været i kirke, så vi fik ham fremstillet. Det var så kun bedsteforældre, samt Eriks søster Gitte og min søster Ingefred som var med, samt Eriks morfar. De to havde ingen påhæng, derfor kom de med. Da ikke var flere, blev det holdt hjemme. Maden fik vi fra Uglev kro Da jeg gerne selv ville passe min dreng, holdt jeg med at arbejde. Erik syntes ikke helt om min beslutning. Jeg kunne da også se, at min løn kunne være rar at have. Men det blev som jeg gerne ville have det og nød, at se hvordan Klaus udviklede sig.

Anna død

Den 25. maj blev vi ringet op kl. 7 om morgenen af mor. Da havde hun lige fået at vide, min søster Anna var sovet stille ind. Det gjorde hun aftenen før, men på den institution i Silkeborg, som Anna var, kunne ikke få fat i mine forældre om aftenen, som hun døde. Det var Krista, der kørte med far og mor ned og ordne det hele. De fik hende med hjem, så hun kunne stå i kapellet ved Gudum kirke. Da hun blev begravet, var der kun den nærmeste familie med. Der kom ingen af fars familie fra Sønderjylland, men der var to plejere med fra Silkeborg, som havde været med til at passe Anna. Vi var alle forberedt på, hun aldrig blev ret gammel. Hun var knap 22 år, da hun døde. Mit indtryk af hendes liv var, hun havde fået noget ud af det på hendes måde og havde haft det godt på det hjem, hvor hun havde været.

Dagpleje

Da Klaus var omkring et år gammel, fik jeg en lille pige i dagpleje. Hun var på alder med Klaus, og de havde en masse fornøjelse af hinanden. Hvad hun hed, husker jeg ikke. Da hunden var meget godmodig, legede de meget med den. Det var sådan, hvis pigen ikke gad med moderen hjem, når hun kom for at hente hende, gemte hun sig bag ved Sussi, for moderen var bange for hunden. Så skulle der overtalelse til for at få pigen med hjem. Jeg havde hende i dagpleje, indtil jeg skulle føde igen. Da kom hun i kommunal dagpleje. Forældrene boede i Odby. Hvad faderen arbejdede ved, husker jeg ikke, men moderen var på skjortefabrikken, som lå i Hvidbjerg, men fabrikken lukkede sidst i halvfjerdserne. I dag ejer F D F på Thyholm bygningen. De bruger den som kredshus. Familien flyttede fra kommunen kort tid, efter at jeg ikke passede pigen mere.

Selvstændig

Det begyndte at gå lidt skidt for Scan Dyne i Humlum, og der skulle fyringer til. Erik blev fyret, også fordi han havde planer om at starte som selvstændig. Det var mest reparation, samt andre småting som tømrer, han lavede. Selv om der var en selvstændig tømrer på den anden side af vejen, kunne der nemt blive arbejde til dem begge, da han var oppe i årene. Det var også mest på Thyholm Erik arbejdede. Som håndværker var han også dygtig, men til at få pengene ind kneb det mere.  

Selvstændig var han i flere år, ind imellem havde han en mand til at hjælpe, når der var mere, end han selv kunne nå. Først have han en mand på hans egen alder fra Humlum. Det var et ægtepar, som vi kom sammen med, hvor manden fik arbejde ved Erik. Han hedder Hans og hustruen hedder Marie. Erik kunne ikke tage en lærling, da han var udlært møbelsnedker. En overgang havde han også en ung mand, der var fra Uglev, som hedder Ejvind. Da Ejvind fandt ud af han ville være tømrer, kom han i lærer i Hvidbjerg. Erik fik en varebil, som han brugte i virksomheden,. Den kunne han jo trække alle udgifter fra, da den var på gule plader, når vi så havde en bil mere.  

Efter at vi havde fået Klaus, kom vi ikke så meget i byen en almindelig aften. Man brugte jo ikke barnepige så tit. Der var også mange aftener, hvor Erik arbejde. I 1973 fik vi så oliekrisen, Benzinen fik en stor prisstigning, fyringsolien steg også meget. Befolkningen skulle lære kun at have 20 graders varme. Det kom nu også af sig selv med den prisstigning. Da vi havde et fyr, som kunne bruges til træ, begyndte Erik at hente træ alle vegne til fyret. Med den prisstigning olien fik, ville 20.000 kr. nok ikke slå til, hvis vi skulle bruge olien til opvarmningen. Herefter fyrede vi kun med træ. Da begge fyre var gamle og gik i stykker, købte Erik så et kombineret olie og træ fyr, men det var stadigvæk kun træ, der blev fyret med.  

Da Klaus var ca. 1 ½ år, syntes jeg, vi skulle have et barn mere, så de kunne få fornøjelse af hinanden, mens de var børn. Der gik så ikke ret langt tid, så blev jeg gravid igen, selv om det var mit eget ønske, at jeg blev gravid, var der mange tanker med denne gang. Det var værst de første måneder. Det med at blive indlagt før tiden på grund af blodtrykket var jeg ikke glad ved. Denne gang havde jeg næsten lige så mange problemer med blodtrykket, som første gang jeg var gravid, så jeg gik til ekstra kontrol ved lægen for blodtrykket. Jeg var meget nevøs hver gang, jeg var til kontrol, om jeg nu blev indlagt. Det steg blodtrykket jo også ved. Men jeg kom ikke på sygehuset før tiden denne gang. Det var nok også i kraft af, at barnet blev født 14 dage før beregnet.

Et barn mere

Natten til den 24. maj 1974, kunne jeg mærke, at vandet gik. Først kaldte jeg på Erik. Da han ikke stod op, måtte jeg selv til at gøre noget. Først ringede jeg til jordemoderen. Hun lovede, at hun nok skulle sende bud til sygehuset, om at jeg kom. Jordmoderen, jeg havde denne gang, havde praksis i Struer. Hende, der havde praktiks på Thyholm, brød jeg mig ikke så meget om. Det var hende, jeg havde, da jeg fik Klaus. Da virkede hun meget forvirret under fødslen Derefter ringede jeg til Falck, om de kunne hente mig. Da det var nat, var det nemmest, for så kunne Erik blive hos Klaus. Det var ikke nemt at finde nogle, der kunne tage ham midt nat. Da Falck kom ved 5 tiden, var Erik da kommet op. Mens jeg blev kørt til Holstebro, havde jeg ikke mange veer. Men inden man kom igennem modtagelsen, og op på fødeafdelingen, gik der tid. 

Nu kunne man ikke regne med at få den jordemoder, som man havde gået til kontrol ved. De havde fået skiftende vagter på sygehuset. Da jeg kom på afdelingen, var der to jordemødre på vagt. Den ene jordemoder var hende, som havde praksis på Thyholm. Det var selvfølgelig også hende, der kom ind på den fødestue, hvor jeg lå. Da hun så mig, kendte hun mig straks. Der var travlt den morgen med mange fødende. De vidste jo ikke, hvem der kunne føde først. Der var en sygeplejeske som mente, at en anden kunne føde før mig. Det ville jordemoderen ikke høre tale om. Hun kunne nok huske, det gik hurtigere første gang, end de havde regnet med, og de problemer, som var første gang, ville hun nok helst undgå. Mens jeg lå og fødte, sagde jordemoderen til en sygeplejerske, at det ikke altid var nemt at være med til fødslerne, når de fik andre end deres egne patienter. Sygeplejersken svarede, at da jeg kom fra Thyholm, måtte det da være hendes patient. Det var det ikke, fik sygeplejersken ellers at vide. Ved 8 tiden om morgenen fik jeg så en søn mere, han vejede godt 2500. gram og målte 48 cm, jeg syntes, han lignede en forsulten dueunge. Denne gang var der ingen problemer. 

Da han var så lille, skulle han have et måltid mere i døgnet end andre babyer. Jeg havde problemer med ikke at have mælk nok. Han skulle vejes både før og efter, han havde spist, så var det noget med han havde fået en 20 til 30 gram. Bagefter fik han flaske for at få nok. De første dage tabte han sig, som er almindeligt ved alle nyfødte. Efter ca. en uge fik jeg så lov til at komme hjem, da var drengens vægt knap 2500 gram efter at have tabt sig de første dage. Den uge jeg lå på fødeafdelingen, var der så mange fødsler, det kneb med plads.. Den dag jeg skulle hjem, havde de seks fødsler om morgenen. Den sidste, der blev født, kom i en stor seng, da var alle små senge i brug. De mente, at det var oliekrisen i 73, som var resultatet nu. Da det var det anden barn, jeg havde, mente de, at det nok skulle gå, selv om barnets vægt skulle være 2500 gram, inden de måtte komme hjem. Han var også begyndt at tage på igen efter de første dages vægttab.  

Dagen efter, at jeg var kommet hjem, kom mine svigerforældre med Klaus. Han havde været hos dem, den uge jeg lå på sygehuset. Jeg var lidt spændt på, hvordan han ville tage det med at blive storebror. Det gik nu godt, vi mærkede ikke det store ved ham.

Barnedåb2

Den 28/7 havde vi så barnedåb. Denne gang var det også kun forældre samt min søster Ingefred og Eriks lillesøster Gitte, der var med. Eriks bedstefar levede stadigvæk, men han kunne ikke holde ud til at være med. Der var et ægtepar, vi kom meget sammen med, der var faddere. Dengang var det almindeligt, når der var barnedåb, at man ikke kom ind i kirken før efter prædikenen. Klaus var med os. Han skulle jo med og se lillebror blive døbt. Da vi kommer ind i våbenhuset, sagde Klaus højt ”der er øffe ind”. Han mente grise og køer, Det kendte han hos farfar, som havde en ejendom. Døren ind i kirken mente han vist, kunne være en stalddør. Mor og min søster var i kirke og hørte Klaus sagde det, men jeg tror ikke, andre af menigheden forstod, hvad han mente. Drengen kom til at hedde Jesper Jensen. Denne gang spiste vi på Uglev kro, bagefter var vi hjemme hos os til kaffe.

Hverdag

Efter barnedåben var det hverdag igen. Nu begyndte min eksem at bryde op igen. Først var jeg ved læge flere gange. De kunne ikke finde noget salve, som hjalp. Så kom jeg til hudlæge i Holstebro han kunne ikke finde årsagen til eksemen, men jeg blev da helbredt. Siden har jeg altid brugt gummihandsker, når jeg skulle arbejde med vand. Indtil Klaus og Jesper skulle i Børnehaveklasse, havde jeg forskellige børn i dagpleje i kortere eller længere tid, efter som deres forældre havde arbejde til. Det var en stor fordel, at der kom andre børn i huset, som Klaus og Jesper kunne lege med. Der var efterhånden ikke mange mødre, som gik hjemme mere. Så det med at lege med naboens børn kunne efterhånden ikke lade sig gøre i dagtimerne. Jeg tjente da også lidt penge ved det.  

Et par gange var det søskende. Den ene gang var det bare 3 uger, da moderen var på kursus i Holstebro. Det var to piger. Den ene var lige begyndt i børnehaveklasse. Den ene fik mæslinger mens jeg havde dem. Moderen kom med dem alligevel, da hun helst skulle passe kurset. Dengang var der ingenting, der hed barnets første sygedag. Det var nu synd, hvad man kunne byde børnene også i halvfjerdserne. Men Klaus og Jesper fik det da mæslinger bagefter, så var det da overstået. Det var noget, vi skulle igennem dengang. Det var først i firserne, der kom vaccine mod de børnesygdomme.

Et par vintre var Klaus og Jesper med til gymnastik for de små. Dem, der var med, var mellem 4 og 6 år. Det første år de var med, foregik det i Odby skole. Deres leder var lærer på Søndbjerg Ungdomsskole. Hun var meget dygtig til de små, og det gik godt. Men vinteren efter, kom de til Hvidbjerg, da var der intet hold for de små i Odby, Da gik det ikke så godt, for da gad Klaus ikke, han kunne så trække Jesper med til andet, end det de skulle, men de var med hele vinteren. Da jeg mente, at de selv ønskede at komme med, skulle de også gennemføre det. Nogle syntes nok, jeg var lidt hård på det punkt. Men børn har godt af i visse tilfælde, at man skal gennemføre, det der er på begyndt, når de ved, hvad de går ind til.

Syge

Drengene nåede at få børnesygdommene undtagne røde hunde, inden Klaus begyndte i børnehaveklassen. Det forår, som Klaus skulle begynde i børnehaveklasen efter ferien, havde de begge først Skoldkopper. En måned efter at de var ovre det, fik de fåresyge, først Klaus bagefter Jesper. Da vi troede at Klaus var ovre fåresygen, blev han først rigtig syg. Han kastede alt op, selv efter et glas vand. Det blev så Erik, der tog til læge med ham. Lægen ville have ham på sygehuset, da han mente, der kunne være en lille risiko for meningitis. Det florerede på det tidspunkt. Når meningitis kunne komme som følgesygdom efter fåresyge, var det bedst Klaus blev indlagt, så der kunne gribes ind med det samme, hvis det blev nødvendigt. Erik kørte ham så på sygehuset. I første omgang bare for at observere ham, da de ikke ville tage rygmarvsprøve på ham, inden det var højst nødvendigt. Det var den eneste måde, det kunne konstateres, om det var meningitis. Men da det er en pinefuld undersøgelse, skulle et barn ikke udsættes for det, inden det var højst nødvendigt.  

Klaus var indlagt ca. en uge. De første dage havde han høj feber, så han lå næsten uden tøj med et lagen over sig, og vinduet stod åben. Afdelingen, han lå på, var der nogle ældre mænd indlagt, som havde noget med hjertet. Da Klaus begyndte at komme op, lavede de andre patienter sjov med ham, da han var den eneste barn på afdelingen. Han var ikke ked af at ligge på sygehuset. I halvfjerdserne var det ikke almindeligt at forældrene var indlagt sammen med barnet. Jesper var ikke med på sygehuset og besøge Klaus, mens han var indlagt. De første dage havde Klaus det jo meget skidt, da var der ingen af dem, som havde glæde af det. Men vi havde Jesper med den dag, vi skulle have Klaus hjem. Da de to brødre så hinanden, omfavnede de hinanden. Så selv om de ikke rigtig kunne forligs i det daglige, kunne man se, at de havde savnet hinanden. Klaus var nem, når han var syg. Han lå det meste af tiden og sov en del. Hvorimod Jesper ikke kunne finde ro nogen steder. når han var syg, og så var han meget vrøvlet.

Skolen

Efter ferien som Klaus var blevet seks år, begyndte han i Odby skole. Der var sytten elever som startede i børnehaveklassen det år. Det var en stor klasse til en lille skole. De havde alle deres mor med den første dag. Børnehavelærerinden var meget dygtig til de små elever. Når de fik fri, kom de til at stå i en række og give hånd til lærerinden og sige farvel. Drengene skulle bukke og pigerne neje. Det skulle de også første dag, da de havde deres forældre med. Det var nu sjovt at se, for der var ingen af børnene, som havde prøvet det før. Så den elev, som gav håndtrykket, gjorde det samme som den foran, ind imellem kom en pige til at bukke, og en dreng nejede. I børnehaveklassen lærte de klokken for dem, som ikke kunne, samt andre praktiske, ting som de kunne bruge i livet.  

En dag Klaus kom hjem fra skole, mente han, nu skulle han have et ur. Det havde alle andre. Det syntes jeg endelig også, hvis han var den eneste, der ikke havde ur. Men da jeg spurgte om, hvem der havde, kunne han nævne fem, der ejede et. Da der kun var fem ud af sytten elever, mente jeg godt, han kunne vente lidt endnu. En dag Klaus skulle i skole, sagde han, at han var syg,. Hvis han var syg, måtte han i seng i stedet for i skole. Der lå han så hele formiddagen men kom da op og fik lidt frokost. Da han havde spist, mente han, nu havde de andre fået fri, så kunne han godt gå ud og lege. Men da jeg mente, at han var hjemme på grund af sygdom, måtte han blive inde resten af dagen. Han fik lov til at lægge sig på sofaen og se fjernsyn. Dagen efter ville han i skole igen.

Da Klaus kom i første klasse, fik han en ældre lærer. Hende have han i første og anden klasse. Hun havde store problemer med at styre eleverne. Det var værst med drengene. De havde nok flest fluer i hovedet. Hun gjorde også forskel på eleverne. Dem, der kom fra en Indre Missionsk, og hvis det var en gårdmandsbørn eller lignede, blev de fremhævet. Klaus var nok en af dem, som var lidt livlig, nok for meget efter lærerindens mening. Det er nok ikke nemt at være syv til otte år og så ind imellem få skyld for mere end man har lavet. Jeg skulle nok også have sagt mere til forældrekonsultation. Men jeg ville ikke lave for meget ud af det, når jeg vidste, hun skulle holde på grund af alder, når den klasse var færdig med anden klasse.

Skole udflugt

Dengang var det stadigvæk almindeligt med udflugt i skolen. Det var gerne om foråret, en månedstid før de fik sommerferie. De små årgange var et sted sammen, og de større var et andet sted sammen. De var med bus. De to første år Klaus var af sted, var Jesper jo ikke begyndt i skolen, så jeg talte med ham om, nu kunne han jo købe lidt og tage med hjem til Jesper. Et år havde han købt en æske Ga-Jol, som en af de større elever tog fra ham på vej hjemad i bussen. Da Klaus så kom hjem, var han ked af, at der var en anden som havde taget æsken fra ham, så sagde han til Jesper, ”det er også lige meget jeg køber en ny æske til dig når jeg bliver voksen”. De første år Klaus var med på udflugt, brugte han pengene til et eller andet varigt minde fra turen. Der gik næsten ingenting til slik. På det punkt ændrede han sig, som han blev ældre. 

Da Klaus kom i 6 klasse, hvor de skulle af sted en uge. Da deres klasselærer syntes at der var andet end Bornholm, fik hun lavet en tur til Ærø, hvor de skulle cykle rundt. Det havde også været en vældig tur, og prisen var også en anden. Den tur kostede ikke mere en 150 kr. dengang, og bornholmerturen var i omkring 600 til 700 kr. Da Jesper gik i 6 klasse, ville deres klasselærer, de skulle til Bornholm. Vi var til forældre møde om det. Der var meget diskussion, om de skulle til Bornholm. Jeg var meget imod denne bornholmertur, da jeg syntes, der var mange andre stede, de kunne komme til den halve pris. Men der var kun en mere end mig, som var imod, så det blev Bornholm.  

Mere skole.

Da Klaus så begyndte i tredje klasse, begyndte Jesper så i børnehaveklassen. I Jespers klasse begyndte de 13 elever. Jesper fik den samme lærer i børnehaveklassen, som Klaus havde haft Den dag var de spændte begge to. Det var jo første dag for Jesper, og Klaus skulle hav ny klasselærer. Jesper vidste jo en del om, hvad det ville sige at gå i skole fra Klaus. Jeg tror også, Jesper syntes det var dejligt, at begynde i skolen, så var han jo ved at blive stor. Klaus var glad ved den ny lærer. Det tror jeg også, flere af de andre elever var. Læreren hed Ulla Lønniker og boede i Humlum, så hun havde intet forhold til Thyholm.

Børnenes fritid

Nu begyndte de med fodbold og F.D.F. kunne de begynde med, når de kom i anden klasse. Der havde været K.F.U.K. spejder for pigerne, men det var nedlagt, fordi det kneb med ledere så pigerne kom med som F.P.F. De have deres møder i det gamle stadion, som kommunen ejede. Alt regnskab var under Hvidbjerg. Det var bare leder, som de skulle have i Uglev. De første tre til fire år var de fleste F.D.F, men så kom der en del frafald. I al den tid vi boede i Uglev, var de begge F.D.F.  

Fodbold spillede de i nogle år, og jeg mener da også, de var glade ved det, men så et forår da træningen begyndte, var der ingen af dem, som ville være med mere. Hvorfor de ikke ville med, blev jeg aldrig klog på. En sommer spillede Klaus både håndbold og fodbold, samt han gik til F.D.F. Det var nu for meget. Der var heller ikke håndbold for drengene undtagen den ene sommer. Jeg tror ikke, de rigtig havde lyst mere, for de tabte næsten alle kampe meget stort. Det kneb også med træner, og der var heller ikke så mange børn at tage af. Klaus var med til folkedans en vinter i Hvidbjerg, men det var kun en vinter, han ville det.

Gymnastikforeningen havde svømning, hvor der var bus til Struer svømmehal. Det var de med til begge to flere år. Man kunne måske godt sige, at der var forkert, at der ikke var svømmeundervisning i skolen.(Men i dag mener jeg, de kommer til svømmeundervisning i Hurup.) Det var også et af de sport, der var i den dyre ende, i kraft af atde skulle med bus, men kommunen er også for lille til at have svømmehal. Der var ikke mange forskellige ting af fritidsinteresse at vælge imellem.

Ferie

Vi var aldrig på ferie, men om sommeren kørte vi somme tider på en dagtur forskellige steder hen. Min søster havde et sommerhus i Toftum Bjerge. Der tog mine forældre somme tider hen, og havde Klaus og Jesper med. Der var de så nogle dage. Det satte de alle pris på og nød at være sammen. Det er også en måde at lære bedsteforældre at kende på en anden måde, og Klaus kunne godt lide, når mormor fortalte om gammel tid.

Livets gang.

Efter nogle år som selvstændig, hvor det efterhånden ikke gik så godt, kom Erik først til at lave sommerhuse for et firma. Da havde han da arbejde nok, men pengene fik han aldrig hjem for sit arbejde, da kom vores økonomi til at se elendig ud. Jeg havde lidt rengøringsarbejde, men når jeg tænker tilbage på den tid, skulle jeg nok have gjort noget mere for at få mere arbejde. Men i nogle år havde vi en dygtig revisor fra Århus, hvor tabet blev trukket fra i skat, det hjalp en del. 

Så kom Erik ud på B&O., på den afdeling, hvor det var tømrer som rejste ud i verden og lavede forretninger, der solgte B&O. produkter. Da kom han en del rundt i forskellige lande, hvor de skulle stille forretninger op, selv om det gik mest ud på at arbejde, var de da også ude og se noget. De var gerne af sted fra 3 til 14 dage ad gangen. Det var faktisk dejligt, når han sådan var af sted. Der var han et års tid, så skulle der fyres en 3 til 4 mand, fordi der ikke var så meget at lave. Der var Erik imellem.  

Hundens død.

Mens Erik havde det arbejde på B&O., blev hunden syg. Den kunne ikke rigtig rejse sig, og så fik hun en stor mave. Selv om den var op ad ni år, så troede vi, den havde haft besøg af en hanhund. Det kunne måske godt ske uden vores viden. Engang hvor den havde været alene ude, kom engang imellem en løs hund forbi. Da Erik skulle ud at rejse med B.O. i en uges tid, måtte jeg så have fat i dyrlægen, der skulle da gøres noget. Men det viste sig så, at det var hjertet der var ved at være slidt op Derfor havde den fået vand i kroppen. I første omgang fik hunden en sprøjte, om det kunne få noget af vandet til at forsvinde. Så kunne hunden måske fået et par år mere. Dagen efter havde hunden det ikke bedre, så var der kun en ting at gøre, det var at lade den få lov til at sove ind.  

Det var meningen, at dyrlægen ville komme og se, til hunden dagen efter. Men da jeg kunne se at den skulle have den sidste sprøjte, og jeg var alene hjemme med børnene, ville jeg helst, at det ikke skulle foregå derhjemme. Da jeg syntes, det var synd, at drengene skulle se, hvad der skulle ske, og det med at få den begravet hjemme i haven, følte jeg nok lidt overvundet af. Der skulle jo et meget stort hul til en sanktbernhardshund. Så jeg ringede til dyrlægen, om jeg ikke måtte komme hen til ham med den. Da jeg var ked af at skulle alene hen med hunden og kunne heller ikke selv løfte den op i bilen, fik jeg en nabo til at tage med. Drengene var ved nogle i Uglev, mens vi var af sted. Dyrlægen ville så, at hunden skulle have sprøjterne i bilen, da den ikke skulle lide mere end højst nødvendig. Da den så have fået fred, og de bar den hen i dyrlægens garage, da kunne man rigtig høre at den var fyldt med vand, det skvulpede. Det var meget hårdt ved børnene, at hunden var død, selv om de nok kunne se, det var bedst for den. De var omkring 4 og 6 år, da dette skete. Men jeg var nok lidt bitter på Erik bagefter, han kunne godt have gjort noget ved det med hunden, inden han skulle rejse. For den havde jo været skidt længe. Det var blevet værre, så den skulle have været ved dyrlægen mindst en måned før. Erik ville nok helst ikke selv hen til dyrlægen med hunden. Han kunne nok ikke tage afsked med hunden på den måde. Bagefter kan jeg godt se, at jeg skulle have grebet ind noget før for hundens skyld.  

Men jeg syntes nok, at vi skulle have en hund igen, om ikke andet så for børnenes skyld, da jeg så hørte om en tilløbende hund i Oddesund. Det var en labrador på ca. en halv år. Den fik jeg fat på, inden Erik kom hjem fra sin rejse, så jeg var spændt på, hvad han ville sige, men han sagde ikke noget særligt. Hunden havde nok taget skade som hel lille, for vi kunne ikke opdrage den ordentlig. Den blev ved med at være vild og bed i alt. Til sidst opgav vi og fik den aflivet, så fik vi ikke hund mere.  

Efter nogle år fik vi kat. Dem have vi flere af, men var uheldig hver gang, vi fik en ny killing. Når de begyndte at færdes selv, blev de kørt ned, eller der skete noget andet, så var der sorg hver gang. Det var nok mest Jesper, som var afhængig af en kat. Mange gange tog Jesper katten med i seng. Engang han havde katten med i seng, kom han og sagde, der er noget ulækkert ved den. Da vi så kom ind til sengen, var katten ved at få killinger. Det kan nok være at vi fik den ud i en kasse.  

Forbrændt

Da Erik blev fyret på B&O, fik han tilbud om at hjælpe en ved at bygge et hus. Huset skulle bygges i Uglev. Erik blev ansat ved ham, der skulle have huset, og skulle hjælpe både mureren samt ved alt, men det blev bare ikke længe. En aften ville han skære en tønde over med en vinkelsliber, som der havde været olie i. Tønden skulle bruges til mørtel, tønden eksploderede, og der gik ild i Erik. Arvid, som skulle have huset, var der da det skete. Han fik så Erik til læge. Det blev til en tur på brandsårsafdelingen i Hvidovre. Det hele gik så stærkt at jeg ikke fik talt med Erik den aften. Der var visse steder med både anden og tredje grads forbrænding. Det tog ca. 5 uger på hospitalet. Det første stykke tid var han i meget pine. Patienterne ligger helt nøgne på stuer, som er helt sterile. Jeg var ovre og besøge ham et par gange. Når man skulle ind på stuen, kom man i papirkittel og hue, samt et stykke for munden. De var vant til at have patienter fra Jylland. Derfor havde de altid et værelse ved hospitalet, Hvor pårørende kunne bo nogle nætter. Man kunne også købe maden i kantinen på hospitalet. Det var bare hårdt at sidde på hospitalet en hel weekend. Der kunne jo ikke blive noget at tale om hele tiden. Når jeg var hjemme, kunne jeg tale med ham i telefon. Det gjorde jeg næsten hver aften.  

Men da han blev udskrevet fra hospitalet, kom han med flyver til Karup, derfra i taxi til Uglev. Han kunne ikke tåle at sidde i tog i så mange timer, som det tog at rejse til Jylland. Efter at han var kommet hjem, skulle han ind på sygehuset i Hvidovre til kontrol. Det var han et par gange, inden de kunne raskmelde ham. Det var, mens Klaus gik i første klasse, det skete.

Mosters Karens sygdom og død.

Min moster havde det ikke så godt, så lægen mente, at hun skulle på sygehuset i Lemvig for at blive undersøgt grundig. Mens hun lå dernede, fik hun en hjerneblødning. Hun blev da mere syg efter sin indlæggelse. Ved den sygdom får de nemt til tåre. Det havde hun også, sammen med at være meget dårlig af hjerneblødningen. Det var ikke spændende at besøge hende og se, hvor dårlig hun var. Klaus og Jesper var efterhånden blevet 8 og 10 år. Men de var aldrig med på sygehuset, da de ikke skulle se hvor dårlig hun var. Det var bedst for dem at have et godt minde om hende, da de altid har været meget glade ved hende. Hun har nok altid været moster for alle søskendes børn.

Mens hun lå og var meget syg, skulle Klaus og Jesper på lejr med FDF. Det ville Klaus ikke i første omgang, når moster lå og var meget syg, men jeg fik ham da overtalt til at tage med, da jeg lovede at ringe, hvis hun døde. Da de kom af sted, tror jeg ikke, Klaus tænkte så meget over det. Der var jo en masse oplevelser.  

Der gik da også en 14 dage hvor det var det samme. Så blev det afgjort, at hun skulle på plejehjemmet i Gudum, hvilket hun var meget ked af.. Det nåede hun aldrig, for en sen aften blev der ringet til hendes søn, at hun var sovet stille ind. Det var nok også godt, at hun ikke oplevede at komme på plejehjem. Det er nok heller ikke nemt altid at have været aktiv og så lige pludselig ingenting kan. Børnene kom hjem fra deres lejr, inden hun døde. De var med til begravelsen, da vi mente, at de var så gamle, at de forstod hvad der skulle ske.

 Forsat livets gang

Så forsatte livets gang, med store og små problemer. Jeg kunne godt se, at økonomien ikke blev bedre, men jeg lod bare Erik køre det hele, da jeg syntes, det så håbløs ud. Jeg magtede simpelthen ikke at tage kampen op. Jo mere jeg prøvede at spare, følte jeg, at gælden blev større. Ind imellem havde jeg da lyst til at flytte fra det hele, men var bange for at komme til at stå alene, og hvad med børnene. Dem var jeg bange for at stå alene med. Ville de med mig, eller ville de hellere blive ved deres far. Sådan gik der nogle år, hvor jeg slet ingen selvtillid havde. Der blev ved at være noget, jeg syntes, der skulle overstås  inden jeg flyttede. Når jeg flyttede, skulle jeg fra Uglev. Der var jeg ikke glad ved at bo, så hvis børnene tog med mig, skulle de skifte skole samtidig med, at deres forældre blev skilt. Kom de så i noget skidt eller hvad? Så efterhånden blev Klaus så gammel, at han skulle konfirmeres.

Klaus konfirmation

Så kom tiden, hvor Klaus skulle til konfirmationsforberedelse. Da var 7 kl. kommet til Odby skole igen, efter at børnene var kommet til Hvidbjerg i nogle år i 7 kl.. Klaus klasse var vist den anden klasse, som kunne blive i Odby. Den ene dag i ugen, hvor de skulle til konfirmationsforberedelse, foregik det i præstegården i Søndbjerg. Det var så Uglev børn, der måtte på cykel til Søndbjerg, den ene dag i ugen, men der var heller ikke mere end 3 til 4 km. Poul Hansen som var præst i Søndbjerg, Odby på dette tidspunkt, forventede, at konfirmanderne kom i kirke ca. 10 gange, De fik et hæfte med opgaver i til 10 gudstjenester. Det, syntes jeg også, var i orden, hvis de unge mennesker ville konfirmeres skal de også vide, hvad det kirkelige står for. Klaus var i kirke de ti gange, og det var de fleste også.  

Ind imellem gav mine forældre os piger en sum penge, hvis de havde noget at undvære af. De ville gerne se, at vi fik noget. Det gjorde de så, da Klaus skulle konfirmeres. De havde nok en anelse om, at vores økonomi ikke var for god. Man kan da bare sige, det var kedeligt at bedsteforældre skulle betale deres barnebarns konfirmation. De gjorde det nok også for drengens skyld.  

Vi var i Struer inde ved Ole Rasmussen, hvor alt tøjet blev købt. Hvis konfirmanderne købte deres tøj ved Ole Rasmussen, kunne de komme til speedway. Så det ville Klaus jo gerne med til. Drengene skulle have hvide bukser og skjorte på det tidspunkt. Så de skulle også have et sæt tøj mere til dagen efter. Sko skulle der også til, så det meste af 2000 kr. var væk, men det var nok ikke så galt efter, hvad andre gav for tøj. 

Da Poul Hansen ville, at de som hørte til Søndbjerg kirke, skulle konfirmeres der, og de, der hørte til Odby kirke, skulle være der. Der var bare et problem, de fleste hørte til Odby. Da ville han gerne om nogle af dem, som hørte til Odby tog til Søndbjerg i stedet for. Klaus mente, når han hørte til Odby, så ville han konfirmeres der. Det var så Søndbjerg kirke, de første hold blev konfirmeret, bagefter i Odby samme søndag formiddag. Vi skulle så til Søndbjerg først, da alle konfirmander blev fotograferet sammen, efter at de kirkelige handlinger var overstået i Søndbjerg. Da det var overstået kørte vi til Odby, hvor det hold blev konfirmeret. 

Vi fik frokost hjemme. Der var et hold, vi kom meget sammen med Harry og Alice. De var hjemme ved os, mens vi var i kirke. Hvis der kom nogle med telegrammer, og Alice lavede frokost. Til frokosten var mine forældre, samt Harry og Alice og deres søn Karsten.  Klaus havde leget en del med Karsten. Om aftenen var familien samlet, samt dem vi kom sammen med. Det blev holdt på Landevejskroen i Floulev. Alle Klaus fætre og kusiner var også inviteret. Vi var omkring 40 personer. Dengang var det også almindeligt med tre ret menu., men da vi ikke havde for mange penge, blev der ingen forret, Vi havde selv lavet en sang, og mine søskendebørn kom også med en. Så fik de kaffe og kage, inden de skulle hjem. Festen syntes jeg, der gik godt.  Der var en god stemning. Jeg håber også Klaus var tilfreds. 

Om mandagen havde de så blå mandag.  Klaus havde ingen aftale med nogle af klassekammeraterne inden den dag. Men der kom alligevel et par stykker og spurgte, om han ville med til Thisted. Da var han ikke kommet op. Toget kørte kort tid efter. Klaus kom da op og nåede toget, og jeg tror da, de drenge hyggede sig i Thisted.

 Hverdag igen.

Da Klaus konfirmation var overstået, forsatte vi i den daglige gang. Efter at sommerferien var overstået, skulle Klaus til Hvidbjerg at gå i skole. Han ville selv gerne have været på ungdomsskole, men det var der ikke penge til. Klaus og Jesper havde lidt hjemmearbejde fra noget i Holstebro. Det var bordpynt af papir, både til barnedåb, konfirmation & lignende. Der var et ægtepar i Uglev. som hentede det i Holstebro, og kørte over med det færdige resultat. Der var flere børn, som lavede det. Men deres timeløn var nu ikke ret stor. Det var også mest Klaus, som lavede noget.  Jesper var ikke så ihærdig, ind imellem hjalp jeg dem, så de kunne få lidt ud af det.

Da Klaus var næsten færdig med 8 kl., søgte Lars Lauritsen Råkjær en skoledreng 3 timer nogle eftermiddage om ugen. Det var til at hjælpe ved landbruget, mest ved at fodre dyrene og muge ved grisene. Lars skulle have to drenge på det tidspunkt. De skulle så skiftes til at komme. I høst havde de flere timer, da hjalp de med at få halmen ind. Det ville Klaus gerne have, så han søgte det. Han ville jo gerne have lommepenge, det gav alt for lidt med det hjemmearbejde. Klaus var da også heldig at få det, og begyndte samtidig med, at skoleferien startede.

 Farfar død

Børnenes farfar havde haft sukkersyge i mange år. Han var da blevet ringere med årene. Til sidst blev han næsten blind og kunne ikke ret meget. De sidste par måneder farfar levede, havde farmor meget hjælp. Men en søndag eftermiddag de havde gæster, fik han hjertestop. Da Falck kom, prøvede de at genoplive ham, men det lykkedes ikke. Vi havde været ude ved mors fødselsdag. Da vi var kommet hjem, blev der ringet, at han var død.  Erik kørte op til sin mor. De andre søskende var der også. De havde fået ham om på plejehjemmet, hvor han kunne ligge, til han kunne komme i kisten. Torsdagen efter skulle han så begraves i Hurup. Da vi skulle til begravelsen, ville Erik, vi skulle køre tidligt. Han mente, at vi kunne punktere, eller der kunne ske noget andet. Vi skulle jo helst være i kirken til tiden. Så kom Jesper med den bemærkning ” far, synes du ikke, vi skal tage med toget, for så er vi da sikker på at komme frem”, men vi kørte da og kom frem uden uheld. S som han havde det til sidst, kan man godt sige, det var godt han fik fred.  

Skilsmissen

Nu begyndte jeg for alvor at tænke på skilsmisse. Økonomien blev værre med årene. Gælden voksede, som tiden gik, og jeg følte, at spare gjorde ingen gavn. Men til at begynde med jeg sagde, nu ville jeg ikke mere. Nu ville jeg skilles. Da mente Erik, jeg kunne da bare finde en lejlighed og så flytte. Jeg forberedte også drengene på, at vi gik fra hinanden, og de skulle vide, at de kunne selv vælge, hvem de ville være ved. Jeg ville da gerne, at de flyttede med mig. Jeg ville til Hvidbjerg og bo, da Uglev aldrig havde sagt mig noget. Det var også meget nærliggende at bo i Hvidbjerg, for jeg håbede, at drengene tog med mig. Da Klaus gik i skole i Hvidbjerg, og Jesper skulle til at gå der, bil havde jeg ikke råd til, så man kunne også handle meget mere i Hvidbjerg. Der gik ikke ret meget mere end en måned, fra bestemmelsen var taget, til jeg havde en lejlighed. Men der gik ca. 1 ½ måned, inden den blev tom.  

Den tid var ganske forfærdelig at komme igennem. For det første skulle jeg til kommunen og have kontanthjælp, da jeg ikke have en meget lille indtægt, og fagforening var jeg ikke medlem af. Det føltes nedværdigende at få penge den vej fra. Da det nu gik op for Erik, nu var det alvor med, nu flyttede jeg, kom han fuld hjem mange gange den sidste tid. Han gjorde ikke noget for at beholde børnene, og de talte heller ikke om, at de ville blive hos deres far. Så de flyttede med mig. Det var jeg glad ved. Det var også en stor lejlighed, jeg havde fået i Hvidbjerg. Huset var en gammel lægebolig, som amtet have bygget. Den var så lavet om med 3 lejligheder og havde været i privat ejet i flere år. 

Endelig kom dagen, hvor vi kunne flytte. Mine søstre og svogre samt mor hjalp ved at flytte. De havde lånt en lastbil ved den møbelforretning, hvor min lillesøster arbejdede. Det var en søndag, for da var lejligheden lige blevet tom om lørdagen. Jeg ventede bare efter at få flyttet. Den dag vi flyttede, sagde Erik til børnene, at han skulle arbejde. Det var nu rart nok, han ikke var hjemme. Det kunne da være meget pinefuldt. Det var næsten 19 år, vi havde været gift. Så det var lidt ubehageligt for alle partner. Vi blev færdige med at flytte det, jeg skulle have med om eftermiddagen den søndag. Familien tog hjem, så begyndte drengene og jeg at sætte på plads.  

Hverdag som enlig.

Så skulle vi jo prøve at få hverdagen til at fungere i Hvidbjerg. Børnene havde heldigvis skolen, som skulle passes. Klaus var jo på Råkjær, (som gården hed, han have fået arbejde på). Der var han ca. hver anden dag. Så når han først var i skole, så på cykel til Råkjær, der var 5 km. og arbejde i 3 timer bagefter på cykel hjem, og når der så var lektier, der skulle ordnes, havde han nok at lave. Men jeg var glad ved, Klaus havde det arbejde, for Lars var meget god ved ham. Der kunne han få noget mandesnak. Men jeg tror også nok, at Klaus nød, at han fik lov til at hjælpe med at hænge billeder og lamper op. Det fik han aldrig lov til ved hans far. Jesper havde nok et bedre forhold til hans far end Klaus, da Jesper stadigvæk legede meget, hvorimod Klaus læste meget og fulgte med i meget gennem fjernsynet. Det gav gnidninger ved faderen, da han ikke kunne acceptere, at hans søn ind imellem vidste mere, end han gjorde. 

Men nu skulle vi jo have hverdagen til at fungere. Jeg skulle prøve om jeg kunne få et fuldtidsjob. Jesper begyndte så i Hvidbjerg i skolen, et ½ år før hans klasse skulle til Hvidbjerg, samtidig skulle han til at gå til præst, da han skulle konfirmeres foråret efter. Jeg var spændt på, om det kunne give problemer, men han faldt heldigvis godt til i klassen. Efterhånden fik han mange kammerater. Da Klaus klasse havde været elever i Hvidbjerg i over et år, havde han ingen problemer med skoleskift. 

Efter kort tid kom vi da på plads i Hvidbjerg, og jeg skulle jo prøve at få noget arbejde, vi kunne leve af. Men det med arbejde var svært, da jeg ikke havde haft fuldtidsarbejde i mange år, ingen uddannelse og var ved at værre lidt ældre i arbejdsgiverens øjne. Jeg kom på flere kurser, som ikke gjorde det store gavn. Så kom jeg til Oddesund på noget arbejdsprøvning. Der var en som havde startet en systue, hvor der blev syet fiskegarn. I første omgang skulle jeg være der 3 mdr., hvor han fik min løn refunderet af kommunen. Efter de 3 mdr. mente han ikke, det gik så godt, så kunne han få det forlænget 2 mdr.,. Efter det havde han ingen arbejde i ca.1 mdr., da jeg så skulle i gang, var der problemer med løn.

Jespers konfirmation.

Jesper kom til at gå til præst lige efter vi var flyttet til Hvidbjerg, og skulle så konfirmeres om foråret, Så han gik til præst ved Mundbjerg. Han så også helst. De kom i kirke nogle gange. De fik også forskellige opgaver omkring gudstjenesten. Men Jesper fik tøjet i Hurup. De gav konfirmanderne en clockradio. Den ville Jesper hellere have end med til speedway, som de kunne komme, hvis de købte tøjet Struer. Han var en lille konfirmand. Tøjet vi købte, var en størrelse 12 år. Vi var med toget til Hurup, da vi skulle købe tøjet. Da konduktøren kom, og vi skulle købe billet, (dengang købte man billetter i toget, i weekend når stationen var lukket) sagde jeg sagde, vi skulle til Hurup. Uden at spørge gav han Jesper en børnebillet. Dengang skulle man have voksen billet, når man var fyldt 12 år. Det siger noget om, hvor lille han var, men han fik da tøj. Der var ikke meget forskel på tøjet, fra det, Klaus fik, da han blev konfirmeret. 

Denne gang holdt jeg festen hjemme, da der var en stor stue i lejligheden. Maden fik jeg fra Hotel Tømmergården. Min nye nabokone lavede islagkage for mig. Hun lavede også blomsterne til bordet. Til kl. 12/30 havde jeg så de venner, som vi havde haft fra ægteskabet. Så var Erik der også. Det var jo også hans dreng, der blev konfirmeret. Til aften kom min familie. Når jeg gjorde det på den måde, kunne det gøres, uden det blev pinefuldt for nogen. Jesper havde så haft sin far med. Denne gang havde jeg heller ingen forret. Sang have jeg også fået lavet, samt der var også en fra min søsters børn. Festen var meget i retning af Klaus fest 

Om mandagen begyndte de alle med kaffe på skolen. Derefter tog de alle til Holstebro og var med det samme tog fra Hvidbjerg. De kom så hjem i hold når de ikke gad være i byen mere. Da Jesper blev konfirmeret, arbejdede jeg i Oddesund. Af penge og gaver fik han som lignende Klaus.

Hverdagen2

Efter konfirmationen gik livet sin gang, men da jeg havde haft min ferie, var det at arbejdet slap op i Oddesund. Der blev problemer med, jeg ikke kom tilbage til det arbejde. Det var stadigvæk svært at finde nyt arbejde. Jeg var nok ikke god til at sælge mig selv. Min selvtillid havde aldrig været stor, men det blev ikke bedre af at, jeg ikke fik arbejde. Ellers gik det godt med at være alene med drengene. De havde deres skole, og Klaus var jo på Råkjær ca. hver anden dag. Klaus kom ikke rigtig i gang med nogen fritidsaktivitet Hvidbjerg. Han mente ikke, man kunne blande sig med Hvidbjerg børn. Han gik også stadigvæk i klasse med Odby børn.  

Jesper begyndte med FDF i Hvidbjerg. Der var en dreng. som han gik i klasse med her i Hvidbjerg. Han kom på samme hold som han. Han prøvede også en enkelt gang KFUM & K ungdomsklub, men jeg sagde, han skulle vælge det ene, da der ikke kunne blive til alt økonomisk. Så det blev FDF, Jesper valgte. Det syntes jeg nok også bedst om, da han havde gået til det i Uglev. Ellers gik hverdagen uden de store problemer. Inden Jespers gamle klasse fra Odby kom til Hvidbjerg, fik han tilbudet om at komme tilbage til hans gamle klasse. Det ville han ikke. Det var nok også godt, for både Jesper og hans gamle kammerater havde forandret sig. Han havde tabt det meste af forbindelsen med dem på det år.

Hvidbjerg Vinduer

Det endte med, jeg fik arbejde på Hvidbjerg vinduer. Jeg begyndte april i 1990. Det var jeg også glad ved. Om vinteren var jeg næsten altid fyret. Men kom ind igen om foråret. Sådan gik det til november 1998, hvor jeg blev fyret, da kom jeg ikke ind mere. Men da var der mange, som ikke kom ind mere. Af dem, som blev fyret det år, blev der lavet noget omrokering. Der blev arbejdet på en anden måde. Der var også en afmatning med salg af plastikvinduer, og fabrikken havde i flere år haft ondt i økonomien, så der skulle  ske en ændring for, at den skulle overleve. 

 Det er lidt ærgerligt, når der ikke er arbejde til så mange. Det hjælper heller ikke på befolkningstallet her på Thyholm med mindre arbejdspladser. Men hovedsagen var da, at fabrikken overlevede. Det er da bedre med 100 arbejdspladser end ingen. Efterhånden som Træ-ALU kom igennem, var det det, der kunne sælges.  

Men de år jeg var der, var jeg glad ved. Arbejdsforholdene var gode, og lønnen var også meget god til ufaglærte. Mit arbejde bestod i at sætte tætningsbånd i. Det var mest damer, som lavede det. Ind imellem kunne der godt være lidt splid mellem damerne. De første 4 til 5 år jeg var der, var det ikke så slemt, da havde vi en gruppeleder, som havde tjek over det. Men da hun blev flyttet ind på kontoret, og vi fik en anden, gik det knap så godt. Efterhånden blev det mere selvstyrende grupper. Jeg ved nu ikke, om klimaet blev bedre af det. Den sidste værkfører, jeg var under, følte jeg ikke, havde styr over det. Men han blev da også fyret, et halv år efter jeg var kommet derfra.  

Den gang jeg var på fabrikken, var der skiftehold om sommeren, når der var travlt. De første år skulle vi arbejde ca. hver 3 uge om aftenen. Det var der mange, som var kede af. Så blev det sådan, hvis der var et ægtepar med børn, der begge arbejdede på fabrikken, kunne den ene blive fritaget for aftenarbejde. Det gav nu også lidt utilfredshed. Derefter prøvede de natarbejde i stedet for aften. Man kunne så vælge at arbejde rent nat eller daghold. Jeg prøvede en sommer at arbejde om natten. Det kneb mig meget at sove om dagen. Så brugte jeg weekend til at få udsovet. Det var kun den sommer, jeg gjorde det, for selv om vi tjente godt, er penge nu ikke alt.

Fars død

Lige efter fars 80 års fødselsdag blev han syg. Han fik lungebetændelse og havde også tarmslyng og kom så på Lemvig sygehus, hvor han lå med høj feber. Men de fik da feberen ned, ellers havde han det stadigvæk dårlig. Lægerne på sygehuset ville have ham til Holstebro. De mente, han skulle opereres for det tarmslyng, han havde. I Holstebro ville de ikke operere, da de mente, han var for dårlig. Inderst inde viste vi godt, hvor det bar hen med far, men det blev der ikke talt om. Efter nogle dage blev det så dårlig, at sygehuset ville have ham i respirator. Det syntes min mor ikke, han skulle igennem. Det var en aften, sygehuset ringede til mor, hvor det blev afgjort, at han ikke skulle holdes kunstigt i live. Mor tog så til Holstebro og var hos ham den sidste nat, da han døde om morgenen. I sådanne tilfælde kan man godt sige, at døden kom som en befrielse. Og set i bakspejlet var det nok godt, de ikke operere ham. Selv om det er ens far, er det mærkeligt den dag, han blev begravet. Tankerne går gennem ens hoved. Nu skal man ikke se ham mere, men han har da levet et langt liv og i mine øjne et godt liv.  

Arbejdsskade

En 14 dage før sommerferien 1997 en dag på fabrikken, hvor jeg var ved at arbejde på dannebrogsvindue. Jeg brugte en krumkniv, som smuttede for mig og røg ind i hånden. Der blev skåret et par sener over i farten. Det endte med en tur på sygehuse, hvor jeg blev syet sammen, og så fik jeg gips på. Efter 14 dage var jeg ovre og få trådene af og så ny gips på i 14 dage mere. Efter jeg havde fået gipsen af, var jeg til genoptræning med min tommelfinger, da det var lige under tommelfingeren, kniven var smuttet ind. Så jeg gik i alt 10 uger, inden jeg måtte arbejde, men jeg fik heldigvis næsten ingen men”. Den eneste fordel var de sidste 5 uger, jeg gik hjemme, var det så varmt, man næsten ingen steder kunne være. Dem, der stod omme på fabrikken, var ved at omkomme i varme. Da kunne jeg da gå og tage den med ro, ellers var der ikke meget ved sådan skade. Det værste var et par dage, før det skete, kom jeg til at sige til en kollega i sjov, at jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke kunne komme lidt til skade, så der kunne blive et par sygedage. Der havde været en del skader på fabrikken, og efter min skade kom arbejdstilsynet. De syntes vist, det var rigeligt med skader. Men jeg fandt da ud af, man ikke skal sige sådan noget med skade i sjov, da man ikke ved, hvad der sker.

Hverdagen3.

Ellers gik tiden stille og rolig. Efter Klaus havde taget 9 klasse i Hvidbjerg, ville han på gymnasium i Struer. Der var han så de tre år. Da han var færdig i Struer, vidste han ikke rigtig hvad han ville. Han var blevet kasseret som soldat, da han havde nedgroede negle på hans store tæer, og de mente også, ryggen var skæv. Først prøvede han at få arbejde på landet, så kunne han da holde et års tænkepause. Det lykkedes ikke rigtig for ham at få arbejde. Der kom så et brev til Klaus fra Skive handelsskole at de havde fået uddannelsen som datamatiker til Skive. Da han gik meget op i computer, syntes jeg han skulle gå i gang med denne uddannelse. Der var ingen adgangskrav, og uddannelsen tog 2 ½ år. Han sendte så en ansøgning ind og kom ind og fik også collegeværelse i Skive. Det lå et stykke fra skolen og banegården.  

Da han var flyttet til Skive, var han efterhånden blevet 19 år, men jeg kunne ikke lade være med at blande mig i hans økonomi. Da jeg syntes, han købte lidt unødig, når han skulle leve af en S.U. Engang han var hjemme, kunne jeg ikke lade være at tale om hans køb. Det blev ham for meget, så han tog til Skive på værelset og kom ikke hjem i en 3 ugers tid. Da havde jeg det ikke godt. Jeg kunne se, nu var jeg gået over stregen. Men vi blev da forenet, og heldigvis kom han ikke i noget skidt. Efter den tid prøvede jeg ikke at blande mig for meget. Det er den eneste gang, jeg har haft den store konflikt med drengene. Men efter 2 ½ år var Klaus datamatiker. Der var omkring 25, som fik uddannelsen på det hold, Klaus gik på. Da de startede var de omkring 50.  

Da Klaus så var færdig, flyttede han hjem til mig, hvor han søgte arbejde, men det kneb med at få arbejde inden for hans uddannelse. Der gik en 3 til 4 måneder, hvor det ikke gav resultat. Men da jeg havde hørt, at de skulle have folk ind på Hvidbjerg Vinduer, foreslog jeg Klaus, at han kunne prøve at søge der. Bare han kunne komme i gang med noget. Det gjorde han så, selv om jeg ikke tror, det gjorde ham noget at være arbejdsløs. Det med at kunne sidde oppe om natten og se fjernsyn samt ved computeren, så sove den halve dag. Han blev skrevet op på fabrikken. Samme aften blev der ringet til ham. Dagen efter var han omme og tale med en værkfører, så havde han arbejde. Der var han så hele sommeren. Om efteråret, da fyringerne kom, fik han også fyresedlen. Men da de manglede en til at skære glas på Isolar, blev han flyttet derover. Da Isolar og Hvidbjerg Vinduer har samme ledelse, brugte de ind imellem at flytte rundt med arbejderne. På Isolar var Klaus så i ca. 5 til 6 år. Da kom de til at mangle en til at holde gang i alle deres computere på Hvidbjerg Vinduer. Ham, der havde dette job, havde fået nyt arbejde. Da blev Klaus tilbudt det arbejde, og han tog det og er stadigvæk beskæftiget med det.

Jesper tog også studentereksamen, efter han havde fået tiende klasse i Hvidbjerg, da jeg blev rådet fra at lade ham komme i gymnasium efter niende klasse. Lærerne i Hvidbjerg mente, at han var lidt umoden til at komme til Struer. Boglig kunne han nok klare sig. Da han skulle ind som soldat, gjorde han det efter studentereksamen, så kunne han holde et års pause med skolen. Det var nok heller ingen skade til med en pause. Jesper valgte at komme til Holstebro og aftjene værnepligten.  Der skulle han være i ti måneder. Når han skulle på videregående uddannelse, skulle han regne med, at der ville gå et år, inden han kunne komme ind, Derfor tog han til Holstebro, som tog ti måneder, så fik han da løn i de ti måneder. Lønnen var ikke så gal for dem, som havde fået SU før. Jesper fik da også sparet lidt op, så der var noget at tære af, når han skulle læse videre.

Efter endt soldatertid, kom Jesper også til Skive og læste til datamatiker. Det syntes jeg nok ikke rigtigt om, da Klaus ikke kunne få arbejde, inden for hans uddannelse. Det var nu Jespers lyst, så det gjorde han. Da Jesper startede i Skive var der også knap 50 som startede og ca. 25 som fik eksamen.  

Da Jesper var færdig til december, skulle han så til at søge arbejde. Han flyttede også hjem, mens han søgte, så kunne han bare flytte til det arbejde, han fik. Det var først efter nytår, han rigtig kom i gang med at søge. Men et af de første job han søgte, kom han til samtale ved. Det var ved Agrosoft som ligger i Tørring ved Vejle. De udvikler programmer til svineproducenter. Det arbejde fik han og begyndte to måneder efter hans uddannelse. Det er ikke andet end lade de unge mennesker tage den uddannelse, de gerne vil. Man kan ikke se frem i tiden, hvor nemt det er at få arbejde bagefter. Jesper arbejder stadigvæk i det samme firma, som han startede ved.

Hus køb.

 I 1993 Købte jeg hus i Hvidbjerg. Det var da drengene flyttede, hjemmefra syntes jeg, at den lejlighed jeg havde, var for stor, og med den skattefordel jeg kunne få ved at låne penge, kunne jeg sidde lige så billigt i et hus som i en lejlighed. Da jeg købte huset, håbede jeg også at kunne arbejde på Hvidbjerg Vinduer, indtil jeg skulle på efterløn. Sådan gik det ikke helt. Efterhånden sidder jeg meget billigt i huset og har fået kostet en del på det, og er derfor meget glad for at bo i det. Klaus har også købt hus her i Hvidbjerg. Han havde først en lejlighed, men da han var bange for ikke at kunne blive boende der, blev der et billigt hus til salg, som han købte. Det er også meget fornuftig af en ung mand at købe hus. Det er da en form for opsparing. 

Rejser

Mens drengene boede hjemme og gik i skole, havde vi engang imellem en dagstur, hvor vi var ude at se noget. Men efterhånden tog de selv af sted, med gymnasium samt forskellige andre ting. De ville heller ikke bare følges med mor. Da jeg så blev ene, begyndte jeg at rejse lidt med Fodslaw. Det er en billig måde at komme på ferie, hvis man er for aktiv ferie. Jeg har været i Østrig to gange, samt Tjekkiet en gang, det har været vidunderlige ture alle sammen, håber på flere ture af den slags, hvis økonomien og helbredet ellers kan holde.

Afslutning

Efter jeg ikke kom ind på Hvidbjerg Vinduer, har jeg prøvet lidt andet. Først som  rengøringsassistent på Hjerm skole. Der var jeg et år, hvor jeg afløste en som havde uddannelsesorlov. Da hun kom tilbage, skulle jeg ikke være der mere. Jeg har været på VUC i Struer, samt daghøjskole i Holstebro og har også været pedelmedhjælper både på Søndbjerg Ungdomsskole og Thyholm skole. Nu er jeg efterhånden så gammel, at jeg ikke tror på at få noget reelt arbejde, men så må jeg jo gå på efterløn, når jeg bliver tres år. Hovedsagen, er at drengene har fået en uddannelse og bagefter noget godt arbejde. Set i bakspejlet er jeg nogenlunde tilfreds med mit liv. Det eneste, jeg måske har fortrudt, er, at jeg ikke tog springet nogle år før og blev skilt. 

 Der er ikke noget jeg ærgrer mig over. Det er livet for kort til. Nu vil jeg bare nyde livet, gøre, hvad jeg har lyst til, som pengene nu rækker til. Det bedste ved de år, jeg har været alene, er, at jeg selv skulle styre økonomien. Nu kan jeg da passe på, at der aldrig er underskud. Det giver en masse ro i sindet. Nu skal jeg også bare til at vænne mig til at gøre det, jeg selv vil, i stedet for at prøve at behage alle andres gode råd. Det er et spørgsmål om at gøre omgivelserne klar, at jeg også har en mening. Til slut nogle kloge ord jeg har læst, ”Man bliver ikke rig af store indtægter, men ved små udgifter.” Det lærte jeg også i min barndom, ikke at bruge den sidste krone, man havde.

Klaus og Jesper

Som studenter

.